Bomuldshund (Coton de Tulear) - alt du skal vide om den allergivenlige hunderace

Drømmer du om en allergivenlig familiehund, som ikke fælder, kan bomuldshunden meget vel være racen for dig.

Den lille hund, der også kendes under navnet Coton de Tulear kom først til Danmark i 1990, men har, med sin silkebløde pels og lærenemme og selskabelige personlighed,  alligevel på kort tid formået at blive en af de mest populære hunderacer overhovedet - ikke kun i Danmark, men i store dele af verden.

Bomuldshund - den lille hund med den store historie

Der er uklarhed omkring præcis, hvor bomuldshunden stammer fra - for selvom racen først kom til Danmark i starten af 90'erne, starter dens historie helt tilbage i det 15. og 16. århundrede.

Den lille hunderaces internationale navn "Coton de Tulear" betyder "bomuld fra Tulear" - det sidste ord med link til havnebyen Tulear på Madagaskar, hvor man mener, at bomuldshunden blev brugt som skibshund flere hundrede år tilbage - nogen mener endda primært af datidens pirater, som holdte til i området på den tid!

Historien lyder, at racen er et resultat af parring mellem indenlandske hunde fra Madagaskar og europæiske malteser-lignende hunde, der kom til øen under den franske kolonitid. Uanset oprindelse har racen fået så stor status på den afrikanske ø, at den i dag er Madagaskars nationalhund.

År efter kom bomuldshunden også til Frankrig, hvor der blev startet opdræt, som i dag har udbredt racen til stort set hele verden.

Coton de Tulear ses som en del af Bichon-familien, der også består af bl.a. de populære hunderacer malteser, löwchen og bichon havanais.

Er bomuldshunden en race for dig?

Bomuldshunden er kendt for at være trofast af sind og tolerant og nem at opdrage på. Den er venlig over for andre mennesker og dyr og generelt en rigtig selskabshund. Racen er meget legesyg og elsker aktiviteteter og legetøj. 

Udover at være aktive og fulde af energi er Coton de Tulears også utroligt sociale, og din hund vil derfor hurtigt komme til at mistrives, hvis den er alene hjemme for længe af gangen - fx 8-9 timers lange arbejdsdage. Bomuldshunde knytter sig tæt til menneskerne omkring sig, og har det bedst, når den bliver stimuleret dagligt og kan lege med familiemedlemmerne omkring sig - og jo oftere, jo bedre!

Bomuldshunden er vagtsom og opmærksom og vil ofte gø, når den får øje på noget nyt eller hører en lyd. Generelt er Coton de Tulears glade for at kommunikere - de lægger hovedet på skrå, når du snakker til dem, "taler" til sine mennesker med sin egen form for knurren og grynt, og elsker at få respons og opmærksomhed tilbage.

  • Vægt: Hunnerne vejer typisk 3,5-5kg, mens hannerne ligger på 4-6 kg
  • Levetid: 13-15 år
  • Farve: Hvid -  nogle gange med strejf af grå, brun eller rødgul
  • Pels: Lang - 8-10 cm
  •  

En allergivenlig familiehund

Coton de Tulears er kendt som en allergivenlig race. Fordi bomuldshunde ikke - som de fleste mange andre hunde - har nogen overuld, fælder de kun ganske lidt.

Samtidigt producerer bomuldshunden også langt mindre hundeskæl, som netop er det, der fremkalder hundeallergi hos mennesker.

Selvom meget tyder på det, er det endnu ikke videnskabeligt bevist, at Coton de Tulears faktisk er 100% allergivenlige. For allergikere kan det derfor være en god idé at besøge en familie med bomuldshund og se, hvordan man reagerer i dens selskab, før man anskaffer sig en hund. 

Bomuldshunde er meget velegnede og måske et af de mest oplagte valg som familiehund. I familier med helt små babyer kan det dog være en god idé at vente med at anskaffe sig en hund, til børnene er blevet en vis alder. I et miljø med meget barneskrig og høje lyde, kan en bomuldshund blive stresset og utryg.

Nogle bomuldshunde bliver født med mørke strejf i pelsen - særligt ved hovedet og omkring ørerne. 

Motion og træning

På trods af bomuldshundens beskedne størrelse, er det en stærk hund med masser af energi - så meget at den kan bruges til agility, kan lære alverdens kunster og altså sagtens passe ind i en familie med højt tempo i hverdagen.

Samtidigt er bomuldshunde dog også ekstremt tilpasningsvillige og vil tilpasse sig sin ejers livsstil - ligegyldigt om den er ekstremt aktiv eller mindre aktiv. 1-2 gåture i løbet af en dag kan være nok for en Coton de Tulear, hvis det er det, den er blevet opdraget med fra hvalp.

Coton de tulear - pels og pelspleje 

Bomuldshunden har, som tidligere nævnt, kun dækhår og ingen underuld,  men det betyder ikke ligefrem mindre pelspleje.

Dækhårrene falder af naturligt, men vil ofte danne små filtkugler. Pelsen skal derfor løbende redes igennem - typisk 2-3 gange om ugen. Vær indstillet på at bruge et par timer på pelspleje ugentligt og en tur til hundefrisøren 3-6 gange årligt, hvis du anskaffer dig en bomuldshund.

Pelsen på en Coton de Tulear er først helt udvokset, når den når omkring 6 måneders-alderen, og pelsplejen er af den grund en del mindre omfattende, når hunden er hvalp. Dog er det en god idé at vænne hunden til at blive badet og børstet allerede fra, den er helt lille, så det føles naturligt - og du kan gøre det langt hurtigere, når du for alvor skal i gang med at pleje.

VIDSTE DU? Bomuldshundens pels har ikke den velkendte lugt af hund - selv ikke når den er våd - hvilket mange også ser som en fordel ved racen. 

Nogle vælger at klippe deres bomuldshund helt korthåret, mens andre holder pelsen lang. En lang pels kræver som oftest hyppigere gennemredning for ikke at filtre.

NÅR DU SKAL KØBE DIN BOMULDSHUND

Der er en lang række overvejelser, du bør gøre dig, før du anskaffer dig en hund.

Hvis du allerede  er sikker på, at en bomuldshund er den rette race for dig, er næste skridt at finde en god opdrætter, du har tillid til, og som giver hvalpene den sundeste og bedst mulige start på deres hundeliv.

På siden købhund.dk kan du få en oversigt over opdrættere i hele landet og deres kontaktoplysninger. Er du i tvivl, kan du blive klogere på valg af opdrætter og hvalp HER.