Børnefødselsdag: Den store guide

En stor dag for dit barn

Der er ikke noget underligt i, at du gerne vil give dit barn en god børnefødseldag: Du kan se fødselsdagslysene i hans eller hendes øjne brænde stærkere, som dagen nærmer sig - dagen, hvor han eller hun er midtpunkt og får en masse dejlig opmærksomhed fra vennerne.

Så selvfølgelig vil du gerne gøre det godt. Måske vil du endda gerne gøre det mere end godt og holde en helt igennem original og uforglemmelig børnefødselsdag. Men der er ingen grund til at skrue forventningerne derop, hvor du næsten ikke kan nå.

Keep it simple

Faktisk behøver det ikke være svært, dyrt eller kaotisk at holde en fødselsdagsfest, som både du og dit barn vil nyde. Det er derimod en fordel at gøre det nemt, så du kan være mest muligt til stede til børnefødselsdagen. Det vil dit barn sætte meget mere pris på end fancy festartikler og gourmetmad. 

Her får du den ultimative guide til den nemme og gode børnefødselsdag - lige fra invitationer og pynt til mad, lege og tema. Læs med her og kom i festhumør!

IDEER TIL TEMA TIL BØRNEFØDSELSDAGEN

Et tema kan hjælpe dig med planlægningen

En temafest til børnefødselsdagen er ikke bare en populær løsning hos børnene, men kan faktisk også hjælpe dig med at strukturere planlægningen. Et godt tema vil automatisk generere ideer til både mad, pynt, lege og eventuelt udklædning.

Eventyr, dyr eller fodbold - hvad skal I vælge?

Det er kun fantasien, der sætter grænser, når I skal vælge et tema. Skab en hyggelig stund med dit barn, hvor I snakker om, hvad der interesserer ham eller hende, så temaet kan ramme plet.

Det kunne fx være eventyr-tema, zoologisk have, sport, superhelte, cirkus, sørøver-tema, Disney-tema eller prinsesse-tema. Det er en god idé at tage børnenes køn og alder i betragtning, så I får valgt et tema, der appellerer til alle.

Farvetema 

Et bud på et nemt og effektfuld tema kunne være farvetema. Hvad er dit barns yndlingsfarve? Tænk, hvis alt til børnefødselsdagen fx var lilla - gæsternes tøj, pynten, maden. 

Med et farvetema gør du udklædningen relativt nem for børnene og deres forældre, pynt kan du købe eller kreere i alverdens farver, og med frugtfarve kommer du langt i forhold til madlavning.

Invitationer til fødselsdagEN

Købe eller kreere? 

Du kan snildt købe fødselsdagsinvitationer på nettet, i supermarkedet eller hos boghandleren. Du kan også være kreativ og lave dem sammen med dit barn, hvis du har overskuddet. Det kan være en god måde for barnet at forberede sig, også mentalt, til fødselsdagen på.

Lad temaet inspirere dig

Uanset om du køber eller kreerer indbydelserne, kan du lade dig inspirere af det tema, I har valgt til fødselsdagen. Er temaet fx zoologisk have, kan du gå efter invitationer med dyr på, og er det fodbold-tema, kan du klippe invitationerne runde som bolde.

Hvad skal der stå i invitationerne?

Her er 5 basale informationer, du skal huske at få med i fødselsdagsindbydelserne:

  1. Navnet på fødselsdagsbarnet.
  2. Adressen, hvor fødselsdagen afholdes.
  3. Dato og tidspunkt for fødselsdagen.
  4. Eventuelt udklædning.
  5. Svarfrist og kontaktoplysninger.

Lad barnet dele invitationer ud 

Det vil være en særlig oplevelse for dit barn at dele invitationer ud til de andre børn, måske med hjælp fra en voksen. Så sørg for, at han eller hun får invitationerne med i skole eller børnehave. På den måde slipper du også for at sende kort ud til alverdens adresser. 

Husk at dele invitationerne ud i god tid, så flest mulige kan deltage. Og husk en svarfrist en uges tid forinden, så du kan forberede dig uden stress. 

Ideer til mad til børnefødselsdagen

Porcelæn eller engangsservice? 

Børnefødselsdag og porcelæn er et dårligt match, så bare lad dit yndlingsservice blive i skuffer og skabe. Dæk i stedet op til børnefest med miljørigtigt engangsservice i træ, bambus og pap. Og husk festlige servietter til fedtede børnefingre!

En dug der duer

Det er også en god idé at lægge en dug på bordet, så den kan tage fra, når frugtstykker dumper fra spyd, og tomat snasker fra pizzasnegle. Samtidig gør den rette dug bordet mere festligt. Vælg én, der nemt kan vaskes, for det vil den med al sandsynlighed få brug for. 

Tegnebord på papirdug

Du kan også vælge en papirdug, der er lige til at smide ud bagefter. En dug i papir kan nemt blive en del af festpynten, hvis I tegner på den - gerne inspireret af fødselsdagstemaet. I kan også lade gæsterne tegne på dugen og gøre det til en aktivitet i sig selv.

Picnic på gulvet

En dug kan også vise sig nyttig, hvis du ikke har nok bordplads, eller hvis vejret svigter, så I ikke kan holde havefest. Bred en dug ud på gulvet og lad ungerne holde picnic. Der vil med garanti blive rift om gulvpladserne!

Hvad skal I spise til børnefødselsdagen?

Ulig et voksent selskab, hvor gæsterne kan snakke sig igennem en tre-retters-menu, vil børnene nok have travlt med at gå fra borde - det er jo fødselsdag, og der er en masse forventningsfuld energi, der skal brændes af!

Håndmad er børnemad

Der er altså ingen grund til at diske op med den helt store gourmet-oplevelse. Til gengæld kan det være en god idé at tænke i, hvad der er nemt at spise. Tænk i håndmad: Pølsehorn, pizzasnegle, minifrikadeller, minipizzaer, kyllingespyd.

Det er også alt sammen mad, som er nemt at lave i forvejen og eventuelt fryse ned, så du har mindst mulig mad-stress på dagen.

Mundrette snacks

Du kan også servere snacks, som er hånd- og mundrette. Grøntsager bliver festlige, hvis du skærer dem i stænger og serverer dem i farvestrålende kombinationer, og frugt på spyd er både lækkert og indbydende at se på.

Sødt uden sukkerchok 

Søde sager er festlige, men det er fornuftigt at tænke en lille smule strategisk i forhold til at undgå sukkerchokkede og overstadige børn. Undgå at servere for meget sukker i løbet af dagen.

Du kan i stedet lave en sund dessert i form af frossen frugt, fx et stykke frossen vandmelon på spyd eller en frossen banan med chokoladeovertræk. 

Gem slikposerne til sidst

Hvis du alligevel gerne vil give ungerne lidt sukrede godter, kan du gemme slikposerne til sidst og give dem med hjem til farvel. Det er en sød afskedsgave, og forældrene kan hjælpe børnene med at administrere sukkerindtaget. 

Ideer til lege til børnefødselsdagen

Skal du have underholdning til børnefødselsdagen?

Du kan roligt skrue ned for ambitionsniveauet, når det kommer til underholdning. Du behøver hverken leje en klovn, en tryllekunstner eller en hoppeborg. Børn har rigelig fornøjelse i at lege med hinanden og prøve fødselsdagsbarnets legetøj.

Go basic

Det kan dog være hyggeligt og mindeværdigt med et par sjove aktiviteter, der samler gruppen. 

Du skal ikke være bange for at være kedelig: Ballondans, stoledans, stopdans og kluddermor er klassiske lege, der aldrig går af mode. Rundbold og vandkamp er gode udendørsaktiviteter, hvis det er sommervejr.

Klassiske lege med et fødselsdagstwist

Du kan snildt give de klassiske lege et fødselsdagstwist. Hvis fødselsdagstemaet fx er eventyr, kan skattejagten tilpasses, sådan at heksen venter på børnene ved den ene post, og den gode fe venter ved den næste.

Og hvis I har sørøvertema, kan I lege “jorden er giftig” med den finte, at I er ude på havet og skal hoppe fra skib til skib for at undgå hajer og søuhyrer.

Lege til ethvert vejr og humør

Det er i det hele taget godt at kunne ryste nogle forskellige lege ud af ærmet, alt afhængigt af hvordan vejret og humøret er. Du kan tænke i udendørs og indendørs lege, aktive og stillesiddende, konkurrenceprægede og fællesskabsorienterede lege, hvor børnene skal samarbejde. 

Det lyder måske som en mundfuld, men der findes masser af lege, der nærmest ingen forberedelse kræver!

10 ideer til lege til børnefødselsdagen

Her er 10 børnelege til fødselsdagen, som alle kræver et minimum af forberedelse:

  1. HVISKELEG: Skriv 5-10 sjove sætninger, fx En mand havde en sød tand i et glas vand (det er bedst, hvis det rimer). Sæt børnene i en rundkreds. Tag et barn med uden for døren og fortæl ham eller hende én af sætningerne. Barnet sætter sig i rundkredsen og hvisker sætningen til den, der sidder til højre for. Sætningen hviskes hele vejen rundt i kredsen, hvorefter det sidste barn siger den højt. Er den til at genkende?
  2. HUSK 20 TING: Gem 20 ting under et tæppe, fx en rulle toiletpapir, en ske, en sko og så videre. Løft tæppet i 30 sekunder og lad børnene kigge på tingene. Læg tæppet over igen, mens børnene samarbejder om at huske, hvad de så. Tæl, hvor mange ting, de gætter, og lad dem se tingene igen, til de kan huske alle 20. 
  3. TIL TE HOS DRONNINGEN: Sæt børnene i en rundkreds. Fødselaren starter med at fuldende sætningen: “Da jeg var til te hos Dronningen, mødte jeg…” Fx julemanden. Barnet til højre for, fortsætter: “Da jeg var til te hos Dronningen, mødte jeg julemanden og Peter Plys.” Og det næste barn fortsætter måske: “Da jeg var til te hos Dronningen, mødte jeg julemanden, Peter Plys og Elsa fra Frost.” Legen bliver sværere, jo længere man når rundt i kredsen. Hvis et barn glemmer en karakter, eller bytter om på rækkefølgen, går turen videre.
  4. JEG SKAL UD AT REJSE: Samme koncept som “Til te hos Dronningen”, bortset fra at det er ting, man kan have med på rejse, man skal huske. Det første barn fuldender sætningen: “Jeg skal ud at rejse og tager … med.” Fx sin bamse eller sin tandbørste. Det næste barn i rundkredsen skal huske, hvad det forrige barn tog med på rejse, samt tilføje en ny ting, præcis som i “Til te hos Dronningen”.
  5. SMAGSPRØVER: Put rosiner, pastaskruer, cornflakes, salt og lignende på en bakke og dæk den med et viskestykke. Stil børnene på række. Giv dem på skift bind for øjnene og lad dem smage én af madvarerne og se, om de kan gætte den. Man får 30 sekunder til at gætte.
  6. MIMELEG: Hvisk ét af børnene en mimeopgave, fx "løve", "balletdanser", "detektiv", "træ" eller "astronaut". Barnet har et minut til at mime, hvad han eller hun er, uden ord eller lyde. Når nogen gætter, hvad barnet mimer, går turen videre til en anden.
  7. ELEFANTENS SNABEL: Børnene står på række med hænderne bag ryggen. Placer en flaske foran hvert barn. Giv børnene en snor, med en kuglepen eller et sugerør bundet for enden, i munden. Tæl ned fra tre, og lad børnene konkurrere om, hvem der først får "snablen" ned i flasken. Taber man snablen, må man tage den i munden igen, lægge hænderne på ryggen og starte forfra.
  8. DÅSEKAST: Byg en pyramide af tomme dåser og lad på skift børnene prøve at vælte dem ved at kaste en bold. Det gælder om at vælte tårnet med så få kast som muligt. Børnene kan også prøve at vælte dåserne ved at sparke til en fodbold.
  9. ÆBLELØB: Lav en startlinje i den ene ende af stuen eller haven, og en målstreg i den anden. Børnene ligger på knæ bag startlinjen med et æble foran sig. Nu gælder det om at skubbe sit æble hurtigst over målstregen, med næsen. 
  10. AF MED HALEN: Børnene får en hale (fx en strømpe eller en snor), som de sætter fast i buksekanten eller nederdelen. Tæl ned fra tre, og lad børnene fange så mange haler som muligt, uden at få snuppet deres egen. Mister man halen, er man ude af legen. Den, der får flest haler, vinder.

HVORDAN FÅR DU EN GOD DAG?

Nemt er bedst

Dit barn får den bedste fødselsdag, hvis han eller hun kan mærke, at du også er afslappet og hygger dig. Derfor er en nem og stressfri børnefødselsdag altså også den bedste fest.

Så giv dig selv de bedste forudsætninger for at komme let og behageligt gennem dagen. Her er 5 tips.

5 tips til en god børnefødselsdag for forældrene:

  1. Gør det nemt. Forbered maden forinden, og tænk i håndmad, der er let at spise. Tænk i mad, borddækning og pynt, der er nemt at rydde op igen.
  2. Tøm entréen for sko og jakker, og læg avispapir på gulvet til børnenes fodtøj.
  3. Gør badeværelset børnevenligt med masser af sæbe og håndklæder, så mange børn kan vaske hænder. Sæt skamler ind, så mindre børn kan nå vasken.
  4. Snak med dit barn om, hvordan I forholder jer til hans eller hendes legetøj, så der ikke opstår konflikter på dagen. Hvad må der leges med, og hvad skal stilles væk, inden gæsterne kommer?
  5. Skriv navne på børnenes kopper, så de selv kan kende dem igen. Du kan også være kreativ og tegne et symbol på hver kop, fx en blomst eller en stjerne. For små børn, der ikke kan læse, er det en god idé.

Og så er det bare på med fødselsdagshatten, og ha’ en skøn dag!