Påske: Idéer til dit gækkebrev og 15 hyggelige gækkevers

Påsken står for døren, og det betyder at det er tid til at lave årets gækkebreve. Men det behøver ikke at være en stor kunst at klippe og skrive et gækkebrev. Du behøver blot: A4-papir, en spids saks, en kuglepind eller blyant, vintergækker og/eller erantis - og så naturligvis tid, tålmodighed og en god fantasi. 

Gækkebrevets historie 

"At gække" betyder at drille eller narre, og er faktisk en ældgammel dansk skik. Det stammer fra 1600-tallet, hvor traditionen dengang var, at modtageren skulle gætte afsenderens identitet ud fra det såkaldte "bindebrev", som de første gækkebreve blev kaldt. Kunne man ikke gætte det, skulle man bøde med et kys eller et lille gilde.

I dag er gildet byttet ud med et påskeæg, og bindebrevet byttet ud med et dekorativt gækkebrev, hvori der er tilføjet en vintergæk, skrevet et påskerim og afsenderens navn står med prikker. Men formålet er det samme - uskyldige og hyggelige drillerier. 

Hvordan klipper man et gækkebrev 

Først og fremmest skal du overveje, hvilket slags papir og stil du foretrækker.
Ønsker du et sjovt gækkebrev, kan du vælge et ensfarvet papir og dekorere det med sjove motiver efter gækkebrevet er klippet. Du kan også vælge mønstret papir, hvis du hellere vil have et mere æstetisk udtryk. Eller blot holde dig til det enkle, hvide papir, hvor udklipningen gør udsmykningen. 

Hvis du vil gøre lidt ekstra ud af dit gækkebrev, ser det flot ud at klistre farvet papir bagpå det udklippede gækkebrev. Pas dog på med, at papiret bliver for tykt. Et godt tip er, at bruge origamipapir. 

Sådan klipper du et gækkebrev:
Vi har lavet en guide til, hvordan du laver dit gækkebrev. 

Papiret skal være kvadratisk, her er det klippet 15 x 15 cm. Fold papiret diagonalt til en trekant eller på langs. Tag fat i venstre hjørne af papiret og fold det opad, så det kommer til at flugte med den modsatte kant. Klip den overskydende strimmel af. 

Fold igen en eller to gange. Gør folden skarp med neglen, så den ikke skrider undervejs. Start med at klippe kanten i buer, takker eller bare rundt.
TIP: Inden du går i gang med at klippe mønstrene, er det en god idé at tegne dem op med blyant.  

Klip ind fra begge sider på skift, lige linjer eller buer. Klip parallelt med det første klip, men spids lidt til, så der klippes lidt papir af. Det er det, der danner mønstrene. Øv dig et par gange, så du får en fornemmelse af det. 
Fold gækkebrevet ud og skriv din hilsen. Husk at underskrive med prikker og vedlæg en vintergæk eller erantis. 

TIP: Du kan lægge dine blomster i pres i en bog, og lade dem tørre. Tørretiden er syv til fjorten dage. 

15 forskellige påskerim og gækkevers du kan skrive i dit gækkebrev:

Når dit gækkebrev er klippet, er det tid til at skrive en påske-hilsen. Vi har samlet 15 gækkevers, du kan lade dig inspirere af:

1. Hvem har denne gæk dig sendt?
Kan du gætte, jeg er spændt.
Hvis du taber beder jeg dig,
sende et påskeæg til mig.

2. En vintergæk, en sommarnar,
en fugl foruden vinger.
En lille ven som har dig kær,
en kærlig hilsen bringer.
Mit navn, det står med prikker,
pas på det ikke stikker.

3. Det skal ikke være nemt,
så mit navn det har jeg gemt.
Kom med et gæt,
og det skal være godt.
Eller må du af,
med et påskeæg så flot. 

4. En dag jeg fandt en vintergæk,
men samme dag mit navn blev væk.
Nu må du bruge din forstand
og se, om du det gætte kan? 

5. Jeg sender dig et gækkebrev,
men ak, jeg mangled' blæk,
mit navn jeg da med prikker skrev, 
gæt nu min kære gæk.

6. Mit navn det står med lopper
pas på det ikke hopper. 

7. Gæk du søde lille,
ih, du store milde.
Jeg nu venner gække må,
og skriver mange prikker små.
Kan du disse prikker tyde,
vil jeg et påskeæg dig yde. 

8. Mit navn det må du gætte
og spekulere på.
Jeg prikker blot vil sætte,
så la'r jeg brevet gå. 

9. Bag busken jeg fandt en gæk så sød,
jeg troed' den var kulden død.
Nu sender jeg den til dig, min ven.
Tæl prikkerne små og gæt fra hvem.

10. Mit navn det står med stjerneskud,
pas på det ikke løber ud.

11. Gæk, gæk, gæk,
3 dage og 3 gæt,
men hvis du ikke gætter mig,
et påskeæg du skylder mig. 

12. Nu skriver jeg et lille brev
og du skal gætte hvem der skrev.
I brevet er en vintergæk,
den må du ikke kaste væk,
men jeg skal ha' et påskeæg
hvis ikke du kan gætte,
hvem der har skrevet dette.

13. Omme bag en tjørnehæk,
fandt jeg denne vintergæk.
Nu med den du får fra mig
sendt en hilsen - hvem er jeg?

14. Jeg sender dig et gæk, gæk, gæk
mit navn er blevet væk, væk, væk
i stedet står der prik, prik, prik.
Læg dit hoved dybt i læg, læg, læg
det gælder påske æg, æg, æg.
Mit navn det står med prikker,
pas på det ikke stikker.

15. Våren, den er nær.
Se nu bare her.
Sommerfuglen flyver fri,
det gør også vi.