Højtider & mærkedage

Støb en gipsform og lav perfekte kræmmerhuse

af Anna Hedegaard 21.10.2020
Foto: Jakob Valling
Med fine håndlavede kræmmerhuse kan du sætte dit helt eget præg på årets juletræ. Se her hvordan du folder fine stofkræmmerhuse med blonder og glimmersten.

Hvis du laver en gipsform, har du en skabelon, du kan bruge år efter år til at rulle kræmmerhusene omkring, så bliver de perfekte i formen.

Støb en gipsform til kræmmerhuse

Det skal du bruge:

• Kraftigt karton
• Klipsemaskine
• Vaseline eller olie
• Sølvpapir
• Gipsblanding (fås i hobbyforretninger)

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

SÅDAN GØR DU:

  1. Lav en kræmmerhusskabelon af kraftigt karton.
  2. Fold skabelonen til et kræmmerhus, og klips det sammen.
  3. Smør det indvendigt med vaseline eller olie.
  4. Svøb sølvpapir omkring kræmmerhuset forneden for at undgå dryp fra gipsen.
  5. Bland gipsen efter anvisningen på posen og fyld den flydende gips i kræmmerhuset.
  6. Sæt det i et højt glas eller lignende, mens gipsen tørrer natten over.
  7. Fjern papirkræmmerhuset, når gipsen er helt tør.

Alternativ til gipsformen

Hvis du ikke har mod på at kaste dig ud i at støbe en gipsform, kan du i stedet folde et kræmmerhus af et ark groft karton og fylde det med ris, sand eller linser. Luk det godt til foroven, og lim eller tape det til, så fyldet ikke løber ud.

Nu kan du rulle dine kræmmerhuse omkring det fyldte kræmmerhus.

Pyntelige kræmmerhuse af stof, gaze og kraftigt papir

Det skal du bruge:

  • En gipsform
  • Karton
  • Stof, kraftigt papir eller gaze
  • Evt. tapetklister til afstivning af materialet
  • Trælim
  • Snor
  • Brede blonder, cirka 8-10 cm
  • Små glimmersten
  • Vandmaling

Sådan gør du

  1. Klip en skabelon af kraftigt karton.
  2. Læg skabelonen på din gaze, dit stof eller papir, og klip det ud. Hvis materialet er meget blødt, kan du smøre tapetklister på i et tyndt lag for at forstærke det.
  3. Lad det tørre. og rul det så stramt omkring gipsformen.
  4. Lim kanten sammen, og bind eventuelt lidt snor omkring kræmmerhuset for at holde det sammen, til limen er tør (tager cirka 1 time).
  5. Fjern snoren, og løsn kræmmerhuset fra gipsformen.

Til det lilla kræmmerhus med blonden skal du følge samme fremgangsmåde, men til slut klippe en blonde til i størrelsen, så den dækker det øverste af kræmmerhuset.

Lim den på med trælim. Brug rigeligt med lim, det gør blonden stivere.

Når limen er tør, kan du male kræmmerhuset med vandmaling ved at duppe malingen på med en svamp. Bland gerne flere farver, det giver et flot look. På kræmmerhuset af gaze har vi limet små glimmersten på.