Højtider & mærkedage

Bæredygtig julepynt: Søde stofstjerner (Kapokstjerner)

af Hanne Kold 5.11.2021
Foto: Lisbeth Damgaard.
Pynt op til en grønnere jul med fine kapokstjerner, der er søde på juletræet eller som en hjemmelavet værtindegave. Brug øko-tekstiler evt. fra gemmerne, og forvandl små stykker stof til bæredygtig julepynt!

Hanne Kold fra den økologiske stofbutik VivaTex har lavet en grøn gør det selv-bog med opskrifter til at sy, strikke og hækle af bæredygtige materialer. Stof, garn og farver har fyldt hendes liv, siden hun kunne klippe med en saks og sætte perler på en snor - og med den store passion for både tekstiler og miljø har hun kreeret "Pynt op til en grønnere jul" med julerier, du kan lave af materialer, du sandsynligvis har i forvejen.

Sådan laver du Bæredygtig julepynt: Søde stofstjerner

Det skal du bruge:

Materialer:
  • Små stykker stof i forskellige hvide/råhvide nuancer
  • Kapokfyld
  • Perler
  • Bomuldsgarn

Grej:

  • Symaskine
  • Stofsaks
  • Papirsaks
  • Blyant og papirrester til mønsterdele

Sådan laver du kapokstjerner:

  1. Tegn stjernemønstrene af fra skabelon (hent den længere nede på siden) på papir og klip dem ud. Mønstrene er inklusiv 0,75 cm sømrum.
  2. Klip: Læg to stykker stof ret mod ret og klip ud efter mønsterskabelonen.
  3. Sy sammen ret mod ret næsten hele vejen rundt. Lad 3 cm stå åben.
  4. Sy et lille vendesting på tværs i alle spidserne – så bliver spidserne flotte, når du vender dem ud.
  5. Klip sømrummet til ved spidserne (se tegning 1 herunder afsnittet) og klip et lille hak i sømrummet inderst mellem spidserne (se tegning 2).
  6. Vend stjernen med retsiden ud og få alle spidserne gjort så spidse som muligt. Stryg stjernen glat og stryg det sidste sømrum ind. Det er meget nemmere at sy den sidste syning, når der er styr på sømrummet.
  7. Fyld stjernen med kapok. Sørg for, at der kommer fyld helt ud i alle spidserne og fordel kapokken jævnt. Luk med en lille håndsyning.
  8. Sy stjernerne i forskellige stoffer og størrelser. Det giver en livlig stjernerække og et flot ophæng på grangrene, i uro og på træer.
  9. Du kan også dekorere stjernerne med knapper og perler, sy et par grove sting med et bomuldsgarn og afslut med en synlig knude. Håndsy med grove sting langs kanterne og en flot fransk knude i spidserne.

Skabelon til stofstjerner findes i PDF her.