Adventskrans i lilla toner

Det skal du bruge:
• 1 halmkrans, færdigkøbt
• 1 bundt mos (1 pose i butikkerne)
• Vindseltråd
• 1 lille bundt tuja
• 4 elefanttråde
• 4 sukkulenter
• 4 styroporhjerter (hobbybutikker)
• 4 stykker stof, der kan foldes om hjerterne (vi har brugt gammelt saristof fra grønlykke.com) • Knappenåle
• Limpistol
• Små matte og blanke kugler i lilla og grønne nuancer
• 4 lilla stearinlys på spyd
• 8 stykker lilla og grå silkebånd
• Hårspray eller limspray
• Sølvglimmer

Sådan gør du:
Læg halmkransen på et fad. Dæk hele kransen med mos ved at vikle det fast med vindseltråd. Lav 4 små buketter af tuja, og vikl dem fast på kransen med vindseltråd - sørg for, at de er jævnt fordelt. Stik en elefanttråd ind i hver sukkulent, bøj elefanttrådene på midten, og stik dem ned i kransen, så sukkulenterne sidder fast. Beklæd hvert styroporhjerte med stof, og sæt det fast med knappenåle. Lim hjerterne på kransen med limpistol ved siden af sukkulenterne. Lim kuglerne på. Stik de 4 lys på spyd ned i kransen, og bind båndene på. Spray til sidst lidt hårlak på kransen, og drys med glimmer.