Alt om blomsterbetydning og blomstersymbolik

En blomst er ikke bare en blomst i symbolikkens verden. Antal, farve, type og anledning sender skjulte budskaber. Hvis modtageren ikke går så meget op i symbolik og overtro, så er der ingen fare, men du kan ret hurtigt komme til at ønske nogen død med din buket. Der er masser af faldgruber gemt imellem de mange søde tanker, der kan gives.

Blomstersymbolik - pas nu på!

Symbolikkens verden er en kringlet en, især når det gælder blomster. På valentinsdag er den langstilkede røde rose vældigt populær, og måske har det noget at gøre med symbolikken – en enkelt rød rose er i hvert fald rimeligt sikker i symbolikkens verden. 

Antallet af blomster betyder:

  1. Du betyder alt. 
  2. Rejst væk med mig. 
  3. Jeg længes efter dig. 
  4. Tak for dig.
  5. Jeg vil gøre alt for dig. 
  6. Jeg tvivler på dig. 
  7. Jeg elsker dig. 
  8. Jeg er din for altid.
  9. Lad os være alene. 
  10. Gift dig med mig!

Pas på du ikke ønsker nogen død

Omstændighederne kan fordreje selv den sødeste tanke. En enkelt blomst kan betyde, at modtageren betyder alt for dig. Men giver du den til en, der ligger på hospitalet, kan det ifølge gammel overtro betyde, at du ønsker vedkommende død! Det samme gælder, hvis du giver hvide blomster på hospitalet, på trods af at den hvide farve under normale omstændigheder står for jomfruelighed og renhed. Den overtro flyder over i hverdagen, hvor nogen vil synes, at den hvide blomst betyder død, uanset hvilken anledning den gives i. Så pas på!

Blomsterfarvernes betydning:

  • Rød = Kærlighed. 
  • Mørkerød = Savn.
  • Blå = Troskab. 
  • Lilla = Held og lykke. 
  • Rosa = Forelskelse.
  • Purpur = Stolthed.
  • Grøn = Venskab. 
  • Gul = Lykke.
  • Hvid = Ren- og jomfruelighed.

Blomsterarters betydning:

Som om det ikke allerede var kompliceret nok, så er der også mange betydninger knyttet til forskellige planter. Af dem der gives i buketter, er selv de mest almindelige fyldt med symbolik. Roser er uden tvivl kærlighedens blomst. Smørblomster betyder utaknemmelighed, solsikker storsind, klokkeblomst fristelse, fuchsia tilbedelse, lilje betagelse, hortensia praleri og amaryllis stolthed. Nogen mener tilmed at hver blomst har sit eget betydningssæt knyttet til farverne. Fx. kan gule tulipaner betyde værdsættelse og lyserøde tulipaner en moders kærlighed.

Her finder du en udførlig liste over de forskellige plantearters betydning. 

Få havetips og bliv guidet til smukke buketter og dekorationer i ISABELLAS!