Nypudsede og rene vinduer
Tips & tricks

Sådan pudser du dine vinduer uden striber

af Trine Gjerlevsen og Max Martinussen. 19.01.2022
Foto: Lene K.
Her får du tips og gode råd til, hvordan du nemt kan pudse dine vinduer, så de bliver skinnende rene – og uden striber.

Spolerer dine beskidte vinduer det gode udsyn, er det tid til at give dem en grundig omgang med klud, svamp og skraber. Men det kan være en udfordring at få vinduerne helt rene.

Sådan pudser du vinduer korrekt

Vi har lavet en guide, og du kan også følge hvert trin i processen i videoen nederst i artiklen. Læs med, og blive en sand mester til at polere vinduer. Her får du først vores helt uundværlige tips til vinduespudsning!

Det skal du bruge til vinduespudsning

  • 5 liter vand
  • 1 spsk. opvaskemiddel
  • 1 dl husholdningseddike
  • Evt. 5 tsk. salmiakspiritus
  • Klud og svamp
  • Vinduesskraber af god kvalitet og med hårdt gummi
  • Viskestykke

Hvornår skal du pudse vinduer?

Du kan pudse dine ruder i al slags vejr, men det er en god idé at holde lidt øje med vejret alligevel. Vælg helst en dag, hvor det er overskyet. Hvis du pudser vinduer i solskin, vil sæben tørre for hurtigt og efterlade striber. Regnvejr er heller ikke optimalt, da støv og snavs vil sætte sig på de fugtige ruder.

Rengør gerne vinduesrammen med en fugtig klud, før du går i gang med at pudse ruderne. På den måde undgår du, at snavs sætter sig på glasset.

Lav din egen blanding til vinduespudsning

Vand fra vandhanen indeholder kalk, som kan lave striber på ruderne. Kog derfor vandet, inden du går i gang med at pudse vinduerne. Lad det køle ned, før du kommer sæbe i.

Bland en mild vinduesrens af det kolde vand, opvaskesæbe og eddike. Eddike er et godt middel til at fjerne fedtede pletter og til at undgå striber. Hvis du ikke bryder dig om lugten af eddike, kan du hælde lidt citronsaft i blandingen.

Tilføj salmiakspiritus til blandingen, hvis dine vinduer er meget fedtede. Du bør dog lufte godt ud, hvis du bruger salmiakspiritus inden døre.

Sådan pudser du vinduer trin for trin

Vinduer pudses bedst med en blanding af koldt vand, opvaskemiddel og lidt salmiakspiritus. Brug en klud til indsæbning, en god skraber til at skrabe fra øverste venstre hjørne i en s-bevægelse nedefter. Brug en tør klud til at tørre sæberester væk.

1. Start med svamp og sæbe

Fugt en svamp eller klud i din vinduesvask-blanding. Skrub snavs væk fra ruden, og sæb den helt ind.

2. Skrab vand væk

Kør en vinduesskraber vandret over ruden, mens du drejer i håndleddet i et jævnt og hurtigt tempo. Husk at bruge rigeligt med vand, og tør gerne skraberen af med et viskestykke mellem hver bevægelse.

3. Overvej to gange vask

Hvis ruden er særligt beskidt, kan det være nødvendigt at give den to omgange.

4. Rengør vinduesrammen

Slut af med at rengøre vinduesrammen ved at tørre den med en fugtig klud. Husk at tørre efter med en ren, tør klud, så vinduesrammen ikke suger for meget fugt til sig. Anvend kun ikke-ammonieret universalrengøringsmiddel eller vand til dette formål.

Hvor ofte skal vinduerne pudses?

Optimalt kan du pudse dine vinduer én gang i måneden. Vask dog som minimum ruderne fire gange om året for at undgå, at snavs sætter sig for godt fast. Jo længere tid der går imellem dine vinduesvask, jo mere skidt sætter sig på ruderne – og glasset bliver derfor sværere at rengøre.

Mængden af skidt på ruderne afhænger også af, hvor du bor. Hvis dit hus fx ligger i nærheden af hav, vil der komme salt og sand på dine vinduer. Brænderøg i luften er en anden årsag til beskidte ruder. I de tilfælde kan dine vinduer derfor have brug for at blive pudset oftere.

Kan du pudse vinduer med avispapir?

Du har måske hørt et gammelt husmoderråd, der siger, at du skal tørre ruden af med avispapir. Det er rigtigt nok, at tryksværten før i tiden indeholdt bly, som havde en polerende effekt. Der er dog ikke længere bly i tryksværten – og det har derfor ingen effekt at bruge avispapir til pudsning af vinduer.

Hvordan pudser du vinduer højt oppe?

Har du vinduer højt oppe, eller bor du i lejlighed, kan det være besværligt at pudse vinduer. Afprøv, om du kan vaske vinduerne indefra. Hvis ikke, bør du overveje at benytte dig af en betalt vinduespudser.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.