DIY-projekter

Ryglæn med perlemor

af Louise Lie 16.09.2008
Foto: Betina Hastoft
Vinduesbænkene manglede et godt ryglæn, der skulle gå i ét med vindueskarmen, så man kunne læne sig mere komfortabelt tilbage. Det blev lavet af MDF-plader og beklædt med Sanderson- tapet med perlemorseffekt.

DET SKAL DU BRUGE:
6 mm MDF-plade
Sav
Træklodser til at fæstne ryglænet på
Skruer, 2 cm lange
Skruemaskine
Tapet

SÅDAN GØR DU:
Skær ryglæn samt sider og bund ud af MDF-pladen. Du kan eventuelt få hjælp til udskæringen hos en tømmerhandel. Træklodserne kan skæres ud af trærester, ellers få dem skåret ud i de rette mål hos en tømmerhandel. Her har vi brugt klodser på cirka 3 x 3 x 15 cm.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Klodserne skrues op i vindueskarmen cirka 6 mm inde (svarende til pladens tykkelse) med cirka 30 cm's mellemrum. Antallet af træklodser afhænger af, hvor stort dit ryglæn er. MDF-pladerne er derefter skruet ind i træklodserne med 2 cm lange skruer (en skrue i hver), så ryglænet flugter med vindueskarmen.

Skruerne er sænket med et forsænkerbor, så hovederne kommer under pladens niveau. Bunden af ryglænet er fastgjort efter samme princip, men denne gang skrues træklodserne ind i hjørnerne på indersiden af ryglænspladen, cirka 6 mm fra bunden (svarende til pladens tykkelse), og MDF-pladerne skrues fast, så de danner en "usynlig" bund. Altså i stedet for at sætte bundpladen uden på kassen sætter du den inde i kassen ved hjælp af træklodserne.

Til slut skrues siderne fast som afslutning på ryglænskassen, der nu udgør et lukket hulrum. Derefter er kassen tapetseret med samme Sanderson-tapet med perlemorseffekt og lysegrønne blomster som væggene. Tapetet hedder Dhonco102 og koster 492 kr. for 10 m. (Alfred Iversen).

OBS! Alle huller til skruer skal forbores for at undgå, at træet flækker.