DIY-projekter

Madrasser med nyt betræk

af Louise Lie/www.boligstyling.dk 16.09.2008
Foto: Betina Hastoft
Vil man give et rum et nyt udtryk, er en enkel løsning at skifte betrækket på madrasser og puder.

Rummet får et helt nyt udseende, hvis du skifter stoffet på madras og puder. Her har de to madrasser fået nyt stribet bomuldsbetræk til 69 kr. per meter. (Stof 2000).

Du kan hurtigt sy et superenkelt betræk på følgende måde:
Mål stof op, så du har madrassens længde x bredde x tykkelse 4 gange plus cirka 10 cm hele vejen rundt. Klip stoffet ud, så det passer til madrassen. Zigzag stoffet hele vejen rundt, og lav et ombuk på vrangsiden på cirka 2 cm. Sy ombukket fast hele vejen rundt, så der kommer en løbegang i kanten af stoffet. Lad det sidste lille hjørne være åbent.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Tag en elastiksnor i madrassens længde x bredde, og sæt en stor sikkerhedsnål i enden af elastikken. Før nu elastikken hele vejen igennem løbegangen. Når du har ført elastikken igennem, slutter du af med at binde enderne sammen i en stram knude. Husk at stramme godt til, så elastikken bliver spændt. (Klip eventuelt et stykke af elastikken, hvis den stadig føles løs).