Bakke med gylden kant

DET SKAL DU BRUGE:
• En gammel billedramme, gerne gylden

• Små søm

• Rammeklemmer samt hammer (byggemarkeder, fx Silvan)

• Målebånd

• En rest mønstret tapet (fx Tapet Cafe eller Mandrup Poulsen)

• Et stykke glas i rammens indre mål

• En rest maling til bagsiden af rammen - brug den farve, du synes passer til rammens farve


SÅDAN GØR DU TRIN FOR TRIN:



1. Sådan så rammen ud før forvandlingen. Man kunne godt have ladet det originale billede sidde i, men vi valgte at bruge lyst, mønstret tapet som bund i bakken.

2. Begynd med at sætte bagbeklædningen fast med små søm, som du slår i hele rammen rundt. Placer nu rammeklemmerne på bagstykket med en afstand på ca. 5 cm, og søm dem fast som en ekstra forstærkning. Det gør bagbeklædningen stabil, så den kan holde til kopper, krus osv. Mal bagsiden af rammen med din udvalgte farve.

3. Tag de indvendige mål på forsiden af billedet, og tag dem med til glarmesteren for at få glasset til bakken skåret ud. Brug de samme mål, når du skærer tapetet til.

4. Klip eller skær tapetet til, og læg det glat i rammen.

5. Læg glasset ned i rammen, og bakken er klar til brug. Vær opmærksom på, at glasset ligger løst, hvilket gør det nemt at skifte tapetbunden ud, men lidt usikkert, hvis man kommer til at sætte bakken op ad en væg. Vil du sætte glasset fast, så læg det i rammen, og bank forsigtigt bittesmå søm ind i rammens sider. De små søm vil dermed holde glasset på plads


SMÅ PRAKTISKE TIPS

? Rammen med billede kostede 20 kr. på Spejdernes Genbrugsmarked i Farum, der har åbent den første lørdag i hver måned kl. 10- 13.

? Glasset, skåret til hos en glarmester i en tykkelse på 3 mm, koster cirka 80 kr.

? Tapetrester kan bl.a. købes hos Tapet Cafe eller Mandrup Poulsen.