Sommerhus med sommer hele året

På en 14.000 m² stor kuperet naturgrund på Hornsherreds højeste punkt med udsigt, så langt øjet rækker, har ægteparret Inge Plank og Ole Beckman realiseret drømmen om et helårshus med alle fritidshusets kvaliteter. Det sortmalede træhus ligner også lidt et sommerhus, men det er naturen omkring det og måden, huset skånsomt er bygget sammen med landskabet på, der for alvor sender tankerne mod fritidsliv og lange sommerdage, hvor dag og nat og inde og ude smelter sammen.
 
Med til det billede hører også det smukke orangeri, der er en del af huset. Alt det grønne giver energi og overskud, mener parret, der har møbleret orangeriet med metalmøbler fra Marokko og fyldt op med grønne planter, så man får fornemmelsen af, at det er sommer året rundt i Hornsherred. Det indbyder til samvær med familie og venner og vidner om et godt liv.

Naturgrund fremfor havudsigt

Projektet i Hornsherred blev en realitet, fordi parret brændende ønskede sig at bygge et hus sammen. Ole havde som arkitekt den nødvendige kompetence, og Inge havde hovedet fuld af idéer. 
 
– Vi havde nogle meget specifikke krav til, hvordan det skulle se ud, og hvor det skulle ligge. Vi ville have et hus på en naturgrund. I et kuperet landskab og meget gerne ved vandet. Vi kunne ikke overskue, hvis vi først skulle til at omdanne en friseret parcelhushave til noget vildt, fortæller Inge.
 
– Først kørte vi rundt og kiggede på grunde langs Nordkysten, men vi fandt hurtigt ud af, at vi ikke ville få meget grund for pengene, hvis vi skulle bo tæt ved havet.

Kom med ind i det smukke sommerhus her ...