Boligreportage: Rustik villalejlighed med arvegods og loppefund

På anden sal i en smuk gammel patriciervilla I Charlottenlund bor Pauline Rømer. Pauline er designer hos Lisbeth Dahl, og hendes sikre stilsans går igen overalt i den 180m2 store villalejlighed, som hun deler med sine to børn. Lige fra den skønne loungestemning på altanen, som er lavet ved hjælp af bløde puder og tæpper, der lyser smukt op i alt det grønne til selve lejligheden, der som en anden scrapbog omhyggeligt er møbleret med rustikke minder fra et helt liv.

Alligevel er indretningen let og lys, takket være inspirationen fra stemningen hos den frie og lykkelige Huckelberry Finn i Mark Twains historie. Lauline lader forstå, at hun ikke er meget for pæne og perfekte hjem. Se de mange fine billeder fra Paulines villalejlighed i galleriet nederst i artiklen.


 

Vidunderlig altan

Pauline faldt over lejligheden for over tyve år siden og forelskede sig strakt i den.

- Det var som at vandre ind i en tidslomme, da jeg første gang gik ind i lejligheden, hvor en skøn gammel dame, der havde arvet hele huset efter sine forældre, boede. Jeg vidste bare, at jeg ville komme til at bo her!

Siden er nærmest alt blevet renoveret. Villaen blev delt i tre lejligheder, og på Paulines etage blev der flyttet rundt på rummenes oprindelige funktioner for at få lejligheden ti lat fungere som familiebolig.

Mere inspiration til boligen: Hyggeligt sommerhus hele året rundt

For enden af trappen op til anden sal tager en fordelingsgang, der strækker sig igennem hele etagen, imod i indgangen i lejligheden. TIl venstre ligger to drengeværelser, bad og toilet. Til højre en stue med adgang til et stort værelse og køkken, og fra køkkenet er der adgang til den østvendte altan, der er fyldt med grønne træer, krydderurter som basilkum og mynte, enkelte otmatplanter og den smukke slyngplante blåregn, som er vidunderlig først på sommeren.
 

Køkkenet er favoritten

På altanen bliver der tilbragt mange gode timer, men ellers er køkkenet det absolutte yndlingssted i det hyggelige hjem.

- Jeg elsker alle mine rum, men holder mest af køkkenet, som på en måde er blevet min stue.

Det er også i køkkenet, at der bliver spist af Paulines kæreste eje, det fine sølvtøj fra Georg Jensen til 24 personer, som Paulines mor har arvet fra sin mor.

- Jeg har fået sølvtøjet på samme måde som hun, gennem en periode på måske ti år, indtil jeg havde det hele, fortæller Pauline og uddyber:

- Jeg føler en stor trang til, at mit bagland og min op vækst er tydelig for mig i boligen. Det kan fx være en enkelt dims eller en anderledes måde at opbevare mine bøger på, der sætter gang i noget.

Se også: Den fineste bolig - sensommerstemning på landet

Pauline Rømer kan instinktivt mærke, om det er rigtigt, når hun stiller nye ting frem i hjemmet eller blot flytter rundt på de gamle.

- Jeg kan egentlig godt lide tanken om, at jeg helt Huckleberry Finn-agtigt i morgen kan rejse ud i den store verden med en pose mad i en lille sæk, men må jo indrømme, at det nok aldrig kommer til at ske. Jeg er alt for knyttet til det her sted. Jeg er vild med, at der er så højt til loftet, og at lejligheden stadig ligner en del af en kæmpevilla på over 100 år.
 

Se de mange fine billeder fra Paulines villalejlighed i galleriet: