Maling: Sådan finder du det bedste udstyr, og sådan maler du.
DIY-projekter

10 gode råd, når du skal male

af Thea Lind Thomsen 27.05.2019
Foto: Pernille Enoch.
Det kan virke uoverskueligt at gå i gang med at male et helt rum, men med det rette udstyr og den rette maling kommer du langt. Vi guider dig til, hvordan du får succes med at male vægge, lofter, karme og døre.

Skal du i gang med at male vægge, lofter og lister i dit hjem, er det vigtigt, at du har styr på nogle forskellige teknikker, og at du gør dig et godt og grundigt forarbejde. På den måde får du et jævnt og harmonisk resultat.

Når du vælger maling

Inden du går ud og køber maling, er det en god idé at lægge en klar plan for, hvad der skal males. For den samme maling fungerer ikke lige godt på alle overflader. Til områder som karme, lister og døre skal du fx vælge en maling, der har en højere glans end malingen til væggene, fordi paneler er mere udsatte for stød og lign.

Generelt gælder det, at jo højere glans en maling har, des højere slidstyrke har den også. Du vil typisk også skulle vælge en maling med høj glans, hvis du skal male køkken eller badeværelse, fordi der her i højere grad end i andre rum er brug for at kunne tørre vægge af for snavs.

Maling kan være en dyr affære, men det kan godt svare sig at punge ud. Køber du maling af god kvalitet, vil du både opleve, at det rækker meget længere og dækker bedre. Maling af dårlig kvalitet indeholder nemlig færre pigmenter/farvestoffer, som gør det mindre drøjt.

Hvad indeholder maling

  • Pigmenter/farvestoffer.
  • Opløsningsmiddel – oftest vand eller terpentin.
  • Bindemiddel, som får malingen til at fæstne.
  • Fyldstoffer, som giver malingen konsistens.

Det allerbedste resultat får du, hvis du ved, hvad der tidligere er malet med på overfladen. Men det ved man desværre ikke altid. Nogle typer maling indeholder vand som opløsningsmiddel (akrylmaling), mens andre indeholder terpentin (alkydmaling). Akrylmaling lugter minimalt og tørrer i løbet af en halv til en hel time, men er til gengæld svær at fjerne igen. Alkydmaling er god til blanke overflader, men kan lugte og tørrer i løbet af seks til otte timer.

Du skal helst male med den samme slags maling, der tidligere er blevet malet med, for indeholder de samme opløsningsmiddel, hæfter de bedst. Derfor kan det være en god idé at lave en maletest. Find et sted, der ikke umiddelbart er synligt, og mal et ganske lille område. Lad malingen tørre til næste dag, og skrab forsigtigt på området med en skarp genstand. Ryger malingen af, skal du have fat i en anden slags.

Forskellige behandlinger

  • Maling – til karme, lofter, vægge etc.
  • Lak – hovedsageligt til træ.
  • Spraymaling – hurtig og effektiv løsning, men kræver øvelse.
  • Linolie til træbeskyttelse – kan selvantænde, så vær forsigtig.
  • Epoxymaling – utrolig slidstærkt og bruges derfor ofte til gulve.
  • Kalkmaling – et miljøvenligt alternativ, som ikke indeholder kemikalier.
  • Bejdse – bruges til træ, hvor man stadig ønsker at kunne se åretegninger.

Når du vælger udstyr

Jo bedre kvalitet, des bedre resultat gælder også, når du skal vælge udstyr. Det kan nemlig godt svare sig. Vælg derfor pensler og malerruller af god kvalitet. De behøver ikke nødvendigvis at være lavet af naturmaterialer, da mange pensler og ruller af kunstfibre i dag er lige så gode. Pensler af dårlig kvalitet skal dyppes oftere og mister oftere hår, som kan risikere at ende på vægge, karme etc.

Der findes forskellige former og størrelser på pensler og malerruller, og valget afhænger meget af, hvad du skal male, og hvad du har det bedst med at bruge. Som udgangspunkt skal du vælge en pensel, der passer til det, du skal male. Fx er en lille pensel god til lister og karme, mens en større pensel eller malerrulle er god til større områder. Om du vælger en flad, rund eller oval pensel, er helt op til dig.

Hvor tit skal man male?

Hvor tit du skal male, afhænger meget af, hvilket hjem du bor i. Kan du se tydelige skader på vægge og lofter fra mados, cigaretrøg eller brændeovn, er det en god indikator for, at du bør male. Og ryger du, eller har du brændeovn, bør du male oftere end hvis ikke.

Der er også stor forskel på, hvad overfladerne er udsat for, alt efter hvilket rum det er. Fx skal køkkenet males oftere end et kontor, der i mindre grad bruges. Men som hovedregel er det en god idé at male vægge og lofter hvert fjerde år.

Hvad starter man med at male?

Skal du til at kaste dig ud i det helt store malerprojekt, hvor alt lige fra karme, vinduer og døre til vægge, lofter og gulv skal males, er der en helt naturlig rækkefølge, du bør følge. Begynd med at male lofter, så vægge, så karme, vinduer og døre og til sidst gulv. På den måde undgår du, at loftsmalingen drypper ned på de nymalede vægge, at vægmalingen drypper ned på karmene etc.

Sådan gør du klar til at male

  • Bær så mange møbler som muligt ud af rummet, og dæk de resterende ind i plast. Skal du male loftet, er det en god idé også at dække hele gulvet med plast.
  • Fjern søm og skruer, og skrab hullerne fri for løstsiddende materiale. Dæk hullerne med polyfilla eller spartel, og slib til, når det er tørt. Har du en meget hullet betonvæg, kan du også spartle hele væggen med sandspartel.
  • Er væggene fedtede, kan du vaske dem ned med malerrens eller grundrens. Tør dem af med en klud med rent vand.
  • Skaller den gamle maling af nogle steder, fjerner du den med en spartel, for ellers vil den nye maling ikke kunne hæfte.
  • Sæt malertape op, hvor det er nødvendigt. Fx ved karme, stikkontakter og lign.
Det er vigtigt at gøre sig et godt forarbejde, inden man begynder at male.

Det er vigtigt at gøre sig et godt forarbejde, inden man maler. Spartl huller, og slib væggene, så de får et jævnt udtryk.

Hvordan maler man lofter?

Begynd med at male kanter og evt. stuk i loftet med en lille pensel hele vejen rundt. I stedet for at male et lille område ad gangen er det en god idé at tage alle kanter og lign. som det første. Til det større malerarbejde kan du købe malerruller med ekstra langt skaft, eller du kan montere malerrullen på en teleskopstang. Det er en langt bedre og mere behagelig løsning end en stige.

Begynd med at male fra et hjørne, og mal en til to meter ud i ét samlet strøg. Rul altid i lysets retning, da det mindsker synlige overlap. Har du fx et vindue, bør du lade penselstrøgene vende i retning mod vinduet. Husk at bruge rigeligt med maling, og dyp hellere malerrullen en gang for meget end en gang for lidt, for så er du sikker på, at det dækker.

En malerrulle på en teleskopstang er god, når du skal male lofter.

Når du maler loft, skal du rulle mod lysretningen, fx et vindue eller en havedør. På den måde undgår du synlige overlap, når malingen tørrer.

Forskellige lofter skal behandles på forskellige måder. Fx kan du som udgangspunkt ikke male et træloft med almindelig loftsmaling. Kun hvis du bruger grunder på hele loftet og en særlig spærrende grunder til knasterne, inden du maler med almindelig loftsmaling. Men det nemmeste og mest anbefalelsesværdige er at bruge en spærremaling eller isolérmaling til træloftet. Forhør dig evt. hos din malerforhandler, hvordan du skal behandle netop dit loft, uanset om det er et træloft, gipsloft, betonloft eller noget helt fjerde.

Hvordan maler man vægge?

Når du går i gang med at male vægge, er det en god idé at begynde med kanterne. Brug en lille pensel til at tage områderne langs lister og loft. Mal også rundt omkring radiatorer, stikkontakter og lign. Til området bag radiatorer kan du med fordel bruge det, der kaldes en radiatorrulle, som er smallere og har et længere skaft, så den har nemmere ved at komme ned bag radiatoren. Find derefter en stor malerrulle frem, begynd fra et hjørne, og bevæg dig hele vejen rundt i rummet.

Begynd med at male kanter og rundt omkring stikkontakter og radiatorer.

Brug en lille pensel til at male kanter og omkring stikkontakter og lign., og brug en malerrulle til de større områder.

Hvordan maler man karme?

Inden du begynder at male karme, døre og vinduer, skal du gennemgå dem nøje for fejl, der skal udbedres. Ligesom forarbejdet til lofter og vægge. Spartl eventuelle huller, og slib træværket til, så det får en jævn overflade. Rens det med grundrens og herefter vand, så du undgår, at evt. snavs danner klumper i malingen.

Maling til paneler skal have en høj glans, fordi døre og karme ofte er udsat for stød, og i højere grad end fx vægge skal kunne tørres af. Vælg derfor gerne glans 25-50, alt efter hvor skinnende en overflade, du kunne tænke dig. Det kan også være en god idé med en grunder på træværk. Mal langs træets årer, så får du det allerflotteste resultat. Brug en lille pensel, og husk at komme rigeligt med maling på den.

Hvor mange gange skal man male?

Som hovedregel behøver du ikke at bruge grunder til loft og væg, da det er rigeligt med én slags maling til disse. På træværk er det derimod en god idé først at forbehandle med grunder, fordi den rigtige maling så fæstner bedre. Og husk, at du skal bruge grunder og maling med samme opløsningsmiddel. Dvs. vandbaseret grunder kræver vandbaseret maling.

Der er forskel på, hvor mange gange man skal male, alt efter hvilket underlag der skal males ovenpå. Har du et gammelt tapet, kan du risikere, at tapetet løsner sig, hvis du maler for mange gange. Tapetet bliver nemlig opblødet, hver gang man maler.

Kig på dine vægge, og vurdér, hvad de har brug for. Er de blevet malet inden for de sidste par år, er det nok med en enkelt gang maling. Er det flere år siden, kommer du langt med to omgange. Lofter skal altid have to eller flere gange, da det ellers er svært at få et jævnt resultat.

Som udgangspunkt skal en allerede hvid væg have én gang maling, mens mørke vægge, der skal males hvide, har brug for tre-fem gange. Her kan det især godt betale sig at købe kvalitetsmaling, for så undgår du at skulle male væggen over et utal af gange.

Sådan rengør du dine pensler

Hvordan du rengør dine pensler, afhænger af, hvilken maling du har brugt. Har du brugt vandbaseret maling (akrylmaling), kan du rengøre pensler og malerruller med vand. Har du derimod brugt alkydmaling, kan du bruge terpentin til at rense malerudstyret.

Terpentin kan dog være hårdt for miljøet, så forsøg først at rense pensler og malerruller med brun sæbe og vand. Det kan være en god idé at sætte udstyret i blød, så du bruger så lidt skyllevand som muligt. Husk, at hvis du har maling tilovers, skal det afleveres på genbrugsstationen under farligt affald.