DIY med Ivar-skab fra Ikea
DIY-projekter

DIY: Skab og væg i samme farve

Tekst og 21.06.2019
foto af Winnie Methmann.
Ikeas Ivar-skab rummer et hav af gør-det-selv-muligheder, så hvorfor ikke sætte dit unikke præg på det populære skab? Opnå et enkelt og sammenhængende udtryk ved at male skab og væg i samme farve. Følg de 5 simple trin her!

Ikeas enkle Ivar-skab er nemt at male og save i, og du kan let kreere personlige møbler til både stuen, soveværelset og kontoret.

I soveværelset er det rart med et enkelt og sammenhængende udtryk. Ved at male skab og væg i samme farve får du et afstemt rum, der kalder på rolige drømme.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Hvis du nøjes med at male to tredjedele af væggen i den valgfri farve, og lader den sidste del være hvid, skaber du en behagelig rumfornemmelse.

Vi giver dig 5 trin til at opnå det enkle og sammenhængende udtryk med dit Ivar-skab.

OM IVAR-SKABET

Ivar-skabene fra Ikea findes i forskellige størrelser og fås til priser fra 450 kr, pr. stk. De er lavet af ubehandlet fyrretræ, som er nemt at save i og male på. Læs mere på ikea.com.

Ivar-skab fra Ikea

DET SKAL DU BRUGE:

  • Almuefodliste, B 68 x H 15 mm (hornbaek.com)
  • 1 Ivar-skab fra Ikea, fyr, B 80 x D 30 x H 83 cm
  • 1 pensel
  • Grundmaling, Flügger wood primer
  • Malertape
  • Træmaling, Flügger high finish, i farven English mist NO58
  • 2 malerruller - 1 lille og 1 stor
  • Vægmaling, Flügger Flutex 5, i farven English mist NO58
  • Fugepistol og montagelim

SÅDAN GØR DU:

  1. Skær almuelisten til, så længden passer med væggen, skabet skal stå op ad.
  2. Mal listen og Ivar-skabets sider, top og front med grundmaling. Du kan med fordel sætte malertape på indersiden af skabet, før du går i gang, så det får en skarp kant. Lad grundmalingen tørre.
  3. Mal derefter listen og skabets overflader med træmaling. Det er en god idé at give det 2 omgange for et fint og jævnt resultat.
  4. Sæt malertape vandret, i 140 cm’s højde, langs hele væggen, og giv den nederste del 2 lag vægmaling.
  5. Kom montagelim på almuelistens bagside, og montér listen på væggen i en vandret linje dér, hvor malertapen sad.

TIP: SKAB RO I SOVEVÆRELSET

Soveværelsets indretning betyder meget for din nattesøvn. Brug de rummelige Ivar-skabe til at gemme ting som puder, sengetæppe, smykker og natcreme af vejen, når de ikke er i brug, så du får et roligt rum uden over-dekoration.

Skab og væg i samme farve