Dyrk nødder i haven - kastanjer, valnødder og mandler

Køber du nødder eller bær i supermarkedet, koster de ofte en del. Planter du i stedet et træ eller en busk i haven, kan du ud over at nyde synet af de dekorative vækster høste mange nødder og bær i løbet af sæsonen. 

De er både billigere og mere smagfulde end dem fra supermarkedet, hvad enten du spiser dem friske direkte fra træet og eller tørrer dem og gemmer til senere brug.

 VÆLG NØDDER, der TRIVES I dansk klima

Selvom mandler, kastanjer og valnøddetræer oftest forbindes med varmere himmelstrøg, er det muligt at få held med at dyrke dem herhjemme, hvis du vælger gode sorter, og du har et mildt mikroklima i din have.

På køligere og mere udsatte steder kan du få en høst af spændende sorter af hasselnødder, valnødder og dens mindre kendte fætter hjertenødden. Havtorn, som normalt findes i den vilde natur, kan også fint dyrkes i haven og klarer sig næsten overalt.

Hvad end du planter et træ eller en busk, skal du først og fremmest tænke i bredden og højden, for både træer og buske kan med tiden komme til at fylde en del i haven. Vil du høste nødder i den nærmeste fremtid, er det en god idé at købe et podet træ frem for en frøplante, især hvis det er et valnøddetræ.

Vi har besøgt Westergaards Planteskole ved Kerteminde, hvor Lars Westergaard med stor passion tester og forædler økologiske træer og buske. Ud over forskellige nøddetræer har planteskolen også eksotiske frugttræer, fx fersken, kaki og papaya. Vi giver dig her gode tips til spændende sorter, som egner sig til det danske klima.

1. VALNØD

Tidligere skulle man vente flere år, fra almindelig valnød, Juglans regia, blev plantet, til det gav nødder. I dag er det muligt at høste nødder allerede de første år, hvis man altså vælger et podet træ af moderne sorter. Der er desuden fremavlet svagt voksende sorter, der fylder knap så meget i haven.

Valnøddetræer elsker varme og giver størst udbytte, hvis de står et sted med læ og sol. Det kan være nødvendigt at vande træet en gang om ugen i tørre perioder. Træet foretrækker en næringsrig og muldrig jord, og det har godt af at blive gødet med en god, organisk gødning i marts og juni. I august/september beskæres træet, for på det tidspunkt ”bløder” det ikke fra snittene.

GODE SORTER AF ALMINDELIG VALNØD

Valnøddetræer trives bedst i en næringsrig, muldrig jord og i læ og sol. Det bedste tidspunkt at beskære træet på er i august/september.

  • Juglans regia 'Amanda' er en ny sort fra Westergaards Planteskole. Træet er sundt og bærer valnødder af en meget fin kvalitet allerede efter et-to år. 
  • Juglans regia 'Broadview' er kompakt af vækst og virkelig hårdfør. Træet bærer frugt allerede efter to-tre år. I frisk form kan kernehinden være let bitter, og den grønne skal bliver af og til siddende, når nødderne falder af træet.
  • Juglans regia 'Fejø' er et stort træ med rig frugtsætning. Skallen kan knækkes med hænderne, og smagen er mild og fin. Træet trives i et mildt klima.
  • Juglans regia 'Kappels Kæmpe' er en kæmpevalnød opformeret fra et over 100 år gammelt træ ved Gottesgabe Gods nær Nakskov på Lolland. Nødderne er bedst friske eller opbevaret på frost.

Valnødder skal ikke plukkes, de falder selv af træet, når de er modne. Hos nogle sorter falder nødderne ned på jorden, mens den grønne skal stadig sidder på. Opbevar dem skyggefuldt og luftigt, så kan skallen fjernes efter nogle uger. Tør nødderne på en rist et tørt, lunt og luftigt sted, og opbevar dem køligt i et net eller en nylonstrømpe, eller frys kernerne ned.

2. HJERTENØD/JAPANSK VALNØD

Junglans ailanthifolia, kaldet hjertenød eller japansk valnød, er en spændende nyhed på vores breddegrader. Smagen af den fine, hjerteformede kerne er mild og sød, og den har et højt indhold af antioxidanter, som gør, at nødderne kan gemmes i flere år, uden at de bliver harske. Nødden er lidt besværlig at få ud af den let bitre hinde, men det er hele arbejdet værd. 

Et hjertenøddetræ bliver knap så højt som et valnøddetræ, og der findes flere gode sorter, som egner sig til klimaet herhjemme. Junglans ailanthifolia 'Kalmar' er en sort, der er fremavlet i Sverige, så den trives også fint i Danmark. Det er et stort og bredkronet træ, der giver masser af nødder til forrådskammeret og samtidig er fuldt hårdført. Nødderne er lette at knække, og det er nemt at få en hel, hjerteformet kerne ud. Sidder nødderne i tætte klaser, kan hjertet blive lidt klemt i formen. 

Hjertenød, Junglans ailanthifolia.

’CW1’ og ’CW3’ er sorter fra den canadiske nøddeentusiast Douglas Campbell. Begge er hårdføre og modner tidligt med søde, velsmagende nødder. ’CW3’ har desuden smukt. mørkegrønt løv, der ikke gulner nær så tidligt som de øvrige sorter. Et andet godt valg er Junglans ailanthifolia 'Anneke', en ny sort fra Holland med rigtig store frugter.

3. ÆGTE KASTANJE

I Frankrig har ægte kastanje, Castanea sativa, i århundreder været en del af den lokale fødevareproduktion, hvor de franske bønder i tider, hvor hveden har været dyr, har lavet mel af kastanjen. 

Hos os er kastanjen på sin nordgrænse. For at få succes med spisekastanjer her i landet er det vigtigt at vælge hårdføre sorter og sikre gode bestøvningsforhold. Kastanjetræer er ikke selvbestøvende, men kræver et træ af en anden sort i nærheden for at sætte frugt. Du sikrer den bedste høst ved at plante en anden, gerne frøformeret eller pollenrig sort i nærheden.

GODE SORTER AF ÆGTE KASTANJE

Kastanjetræer trives i fuld sol og let sur jord, men kan også give et fint udbytte i andre jordtyper. Ønsker du et mere buskagtigt træ, er det en god idé at beskære om vinteren.

  • Castanea 'Marigoule' er en hybrid mellem japansk og europæisk spisekastanje. Træet er meget robust og sundt og giver en meget fin kvalitet spisekastanjer. Pollen-
mængden er lille.
  • Castanea 'Precoce des Vans' modner allerede sidst i september med middelstore og velsmagende frugter, som er velegnede til ristning. Sorten er samtidig en glimrende bestøver.
  • Castanea 'Rousse de Nay' er lidt svagere i væksten end 'Marigoule', og det er en fordel i en mindre have. Træet er sundt med velsmagende kastanjer, men det egner sig ikke som bestøver.

I løbet af 20-30 år kan et kastanjetræ blive omkring 20 m højt og 12 m bredt. Beskærer du om vinteren, får træet et mere buskagtigt udseende. Det trives i fuld sol og gerne en let sur jord, men andre jordforhold går også an. Du bør dog undgå at gøde med kalkholdig gødning.

De høstede spisekastanjer skal ikke tørres, som nødder skal det, men i stedet opbevares i en spand eller bunke med sand eller i køleskabet.

4. SØDMANDEL

Der findes ikke noget så smukt som et mandeltræ i blomst, men det er ofte noget, vi forbinder med foråret i syden. Det kan dog også lade sig gøre at få samme blomstring i haverne herhjemme, og i november kan der så høstes mandler.

Der dyrkes to typer mandeltræer her i landet, ægte sødmandel, Prunus dulcis, og mandelfersken, Prunus x amygdalopersica, som er en krydsning mellem mandel og fersken. Sødmandel kræver al den varme, den kan få i vores klima, og trives bedst op ad en lun mur. Mandlerne smager, som navnet antyder, sødt, og de er uden de bitterstoffer, vi kender fra importerede mandler. Ferskenmandel er langt mere robust og knap så varmekrævende. Kernerne er let bitre, men smager stadig skønt.

FACTS OM MANDELTRÆER

  • Mandeltræer bliver mellem fire og 10 m høje.
  • De blomstrer allerede i marts, og man kan risikere, at blomsterne tager skade ved frost i foråret. Er der risiko for frost, kan du lægge en fiberdug over træet.
  • Syv-otte måneder efter blomstring kan mandlerne høstes.
  • Mandeltræer trives i en næringsrig, veldrænet jord og gødes som andre frugttræer med organisk gødning i forsommeren.

Prunus dulcis ’Ulrich’ og ’Palatina’ stammer fra Tyskland, og på Westergaards Planteskole har de aldrig oplevet vinterskader på træerne. 'Ulrich' har endda formået at sætte mandler trods -3° midt under blomstringen. Begge sorter har søde og milde kerner. De er dog sårbare over for bakteriekræft.