Pynt haven med buksbom
Træer og buske

Pynt haven med buksbom

af Susie Helsing Nielsen og Anita Banner 20.07.2021
Foto: Anita Lindberg og Frank Kirkegaard.
Buksbom er et flot, grønt indslag i haven hele året rundt. Den kan tåle meget frost og er god at beskære netop nu, hvis du vil have smukke skulpturer i din have.

Som haveejer er det nærmest umuligt at komme uden om buksbom. Den stedsegrønne busk med de små, tykke, blanke blade skaber ro i blomsterbedene om sommeren og giver liv til de brune og grå nuancer om vinteren. Den benyttes ofte som hæk eller stor busk i parker og haver, men kan også bruges i potter på terrassen eller altanen.

Form dine yndlingsfigurer af buksbom

Står buksbom sammen med andre buske i haven, kan den hurtigt ende som en anonym plante. Derfor kan det være en god idé at forme den, så den træder frem i sin fulde pragt og får de andre buske til at træde i baggrunden. Dens langsomme, stive og tætte vækst gør den også velegnet til formålet.

Du kan klippe busken efter fri fantasi eller købe et stativ at klippe efter. Det er lavet af ståltråd og anbringes uden om buksbommen, hvorefter du klipper alle de grene af, som stikker uden for figuren. Klip herefter busken til, når det er nødvendigt. Eller klip grundigt én gang i juli-august. Især de skarpe former kræver flere klipninger hvert år, men efter august må du helst ikke klippe mere. Hvis planterne danner nye skud herefter, kan de ikke nå at afmodne og vil fryse tilbage i løbet af vinteren. Du behøver ikke at tage stativet af − det dækkes, efterhånden som formen bliver færdigudviklet.

formklippede buksbom

Sådan passer du buksbom

Buksbom tåler tør jord i både sol og skygge, for eksempel op ad en mur, under tagudhæng eller under store træer. Planten bliver flottest, hvis den står i læ i en kalkholdig dybmuldet og veldrænet jord. Men trives i enhver god jord, der ikke er for våd.

Den konstante formklipning er hård for planten. Pas derfor ekstra godt på den i tørre perioder, hvor du skal vande godt. Til gengæld må den ikke soppe i vand om vinteren. Giv den heller ikke ekstra gødning, da det vil få den til at gulne og se kedelig ud.

Buksbom er meget hårdfør, og så tåler den udstødningsgasser og er derfor en fortrinlig byplante, du kan have stående på altanen.

Sygdomme i buksbom

Her finder du en artikel om sygdomme i buksbom. Der er gode råd til, hvordan du undgår sygdomme og hvad du stiller op, hvis uheldet er ude. Der findes også et galleri med alternativer til buksbom.