10 stiklinger du kan lave i sensommeren

Planteformering er en af den slags ting, der kan lykkedes for alle, men som også er en kunst og et håndværk med utrolige mængder specialviden. Aflægninger, stiklinger, frøformering, podninger osv. Der er mange måder at formerer på, og der er et hav af planter med hver deres særlige krav til metode og tidspunkt.

Mange planter lader sig uden videre stiklingeformere, hvis bare du giver dem en hjælpende hånd. Den mest almindelige måde at formere buske og klatreplanter er ved stiklingeformering. For nogen lyder det måske indviklet, men det er ganske simpelt, når man lige ved hvordan. Her er samlet alt, du behøver at vide for at formere nogle lette buske og klatreplanter i sensommeren og efteråret. 

Stiklingeformering af 10 lette buske og klatreplanter

Sørg for at vælge det bedste stikkemateriale - altså de dele af planten der skal blive til stiklinger. Vælg skud uden skadedyr og sygdomme

Det er altid en god idé at undersøge bedste tidspunkt og metode til at lave stiklinger for den enkelte planteart. 

Hvis du vil være sikker på resultatet, bør du også tage dit stikkemateriale fra dele af planten, der er så typisk for sorten som muligt – så undgår du kedelige farver eller planter med uønsket vækst. 

Vælg altid skud, der er slanke og som vokser mere vandret på moderplanten end opret, med blade uden for stor afstand imellem hinanden. 

Det er også værd at bemærke, at stiklinger fra yngre planter er langt lettere at få til at slå rod. Hvis du har gamle planter, du vil formere, og som tåler foryngende beskæring, kan du skære dem kraftigt tilbage og på den måde fremprovokere ungdomsformen. 

Sådan gør du stiklingen klar

Vælg et skud, der egner sig til stiklinger, og klip det af.

Klip eller skær dine stiklinger af lige under et bladfæste – altså der hvor bladet sidder fast på stænglen. Det punkt har bedst mulighed for roddannelse. Tag bladene af ved det bladfæste, der skal være i jorden. 

Klip så resten af stænglen af over et bladpar. 

Tilbage bør du have et stykke stængel med et bladfæste uden blade nederst, og et bladpar øverst. 

Nogle planter kan havde godt af at få studset bladene – det er typisk, hvis det er meget lange eller store blade. 

stiklingeformering af hortensia

Her er klargøringen af en stikling demonstreret på et lille skud af hortensia. 

Hvis du har med planter med lidt længere stængler, at gøre, er der nok flere stiklinger i hvert skud. Det er ikke bare spidsen, der kan bruges, du kan lave stiklinger af hvert bladsæt. 

TIP: Klargør dit materiale om morgenen, så planten er saftspændt efter natten. 

Brug et godt vækstmedie

Det kan lade sig gøre, at formere de fleste nemme planter i alm. så- og priklemuld og formeringsmuld. 

Det bedste vækstmedie er et luftigt et, gerne en blanding af tørv og en fin barkblanding. Du kan bruge perlit, et jordforbedringsmateriale, der fås i de fleste bygge- og plantecentre, til at gøre dit vækstmedie mere porøst og luftigt. 

Du kan også bruge formeringsuld, eller stenuld, som er glimrende som vækstmedie til stiklinger. 

Det vigtigste er, at mediet ikke tørrer ud på noget tidspunkt, men heller ikke bliver for vådt – der skal kunne komme luft til stiklingerne. De små nye planter er nemlig sårbare over for gråskimmel.

Stiklingernes modenhed 

Når du ser på de nyeste dele af en plante, kan du se de yderste dele af skuddet er helt ungdommeligt, friskt og urteagtigt. Længere nede af skuddet er det mere vedagtigt, men stadig blødt og endnu et stykke inde på skuddet er det halvmodent og begynder ofte så småt at være barket. 

Det er for det meste stiklingernes modenhed, der afgør, om de kan bruges som stikkemateriale på et givent tidspunkt. 

Stikling af dahlia

Urteagtige stiklinger

Urteagtige skud er den nyeste del af planten i vækstsæsonen – det er de yderste, fineste skud fra indeværende år. 

Halvmodne stiklinger

Halvmodne skud er dele af planten, der er fra indeværende år, men som er begyndt at blive fast – toppen af stiklingen er stadig blød og urteagtig. 

Træagtige stiklinger

De mere modne skud er hårdere og mere træagtige – stiklinger af træagtige stængler er længere tid om at få fat, og stiklinger af træagtige stængler bør være længere end blødere stiklinger. 

Stiklinger af pil

Stiklinger af pil i potter.

Vi har samlet 10 eksempler på buske og klatreplanter, der let kan stiklingeformeres i sensommeren og det tidlige efterår. 

TIP: For mange mere vanskelige stiklinger er det nødvendigt at bruge roddannerhormon – de planter der er udvalgt her, kan sagtens formeres uden. 

10 planter der let kan formeres i sensommeren

Sommerfuglebusk, Buddleja

I det tidlige efterår kan du lave træagtige stiklinger af sommerfuglebusk. De er kuldskære, og skal i vinteren beskyttes mod frost. 

Buksbom, Buxus

I sensommeren og i efteråret kan du lave stiklinger af halvmodne skud af buksbom. Brug en luftig jord som vækstmedie. Lad dem stå beskyttet.

Klematis (skovranke), Clematis

Stiklinger af klematis kan laves helt indtil efteråret begynder. Jo senere på året, des mere modne skal stiklingerne være. I sensommeren er halvmodne stiklinger bedst. 

Cotoneaster

Fra midt på sommeren og lidt ind i efteråret kan du lave stiklinger af halvmodne skud af Cotoneaster. Den er let at formere: brug lange skud, og stik dem i potter. 

Gyvel, Cytisus

Halvmodne stiklinger kan laves af gyvel sent på sommeren og først på efteråret. Gyvel er hårdfør, og kan blomstre allerede første år. De formeres lettest i stenuld/formeringsuld. 

Forsytia, Forsythia

I sensommeren kan forsytia formeres med halvmodne stiklinger. Hvis stænglen har store blade, kan bladet halveres. 

Vedbend, Hedera

Vedbend kan stiklingeformeres hele året, i sensommeren kan det gøres med halvmodne og træagtige stængler. Stik dem direkte i potter og lad dem stå køligt. Ofte vil det lykkedes at formere vedbend ved simpelthen at stikke stængler direkte i jorden på voksestedet. 

Perikon, Hypericum

Perikon kan formeres med urteagtige og halmodne stiklinger fra forår til tidligt efterår. Brug ikke-blomstrende skud. De unge skud er skrøbelige, så vær forsigtig. 

Potentil, Potentilla

Til og med sensommeren kan potentil formeres med urteagtige og halvmodne stiklinger. Fjern den allerblødeste del af toppen. 

Pil, Salix

Pil kan formeres hele året, i sensommeren kan det gøres med halvmodne stiklinger og fra efteråret med træagtige stiklinger. Stiklingerne har det bedst et sted med høj luftfugtighed. Pil kan også stikkes direkte på voksestedet, hvis de står et beskyttet sted.

Her får du tips af Alt om havens havemand, Kenn, til, hvordan du kan formere sommerfuglebuske: