Inspiration: 20 skønne terrasser
Terrasse og altan

20 skønne terrasser, vi ville elske at nyde solen på

Maja Grønbæk og Freja Bang Lyngbo. 1.03.2022
Foto: Birgitta Wolfgang, Tia Borgsmidt, Kira Brandt, Henrik Bjerg, Pernille Enoch, Anitta Behrendt, Mette Wotkjær, Jens Barslund, Nellie Møberg og PR
Når sommeren viser sig fra sin gode side, er terrassen som regel det bedste rum i boligen. Der er uendelige muligheder for at indrette uderummet, og du får masser af inspiration lige her!

Så snart lyset er tilbage for fuld styrke, og termometeret viser tocifrede plusgrader, så er det med at åbne havedøren og komme ud og nyde livet på terrassen - og helst helt indtil sensommeren synger på allersidste vers!

Fordi vi i Danmark har en begrænset periode at bruge vores terrasser i, er det selvfølgelig vigtigt, at du får det fulde udbytte af din tid derude. Uanset om det er en hel weekenddag, en eftermiddag efter arbejde eller en lun sommeraften.

Vi giver inspiration til, hvordan du kan indrette den på hyggeligste vis!

5 tips til at indrette en hyggelig terrasse

  1. Har du en stor terrasse, kan du indrette den med små, hyggelige områder, som du kan bruge til forskellige formål. Lav et afslappende hjørne til fordybelse og et samlingspunkt, hvor der er plads til gæster, kaffe og kage.

  2. Genbrug er guld værd - også når det kommer til havemøbler. Finder du dem brugt, er du sikret, at møblerne har historie og sjæl, og at de kommer til at fungere som en naturlig del af terrassen og haven.

  3. Gå gerne efter lette møbler, der nemt kan flyttes rundt – ud i en solplet eller ind under halvtaget, når regnen kommer.

  4. Sørg for at omgive dig med planter og blomster i dine yndlingsfarver og -sorter, enten i bede omkring terrassen eller i krukker og baljer, som du også nemt kan flytte rundt på efter humør og vejr. Det grønne kan virkelig give karakter til terrassen og løfte en samling blomster til et fuldbårent, lille haverum.

  5. Hæng fine lanterner eller lyskæder op, og læg skind og bløde tæpper i møblerne. Så er terrassen også det perfekte sted at tilbringe de (måske) lidt køligere forårs- og sensommeraftener!

Inspiration: 20 skønne terrasser