Haven

Sådan opbevarer du dine vintergræskar

af Kenn Römer-Bruhn 31.10.2019
Foto: Kenn Römer-Bruhn og Frank Kirkegaard.
Hvis du har græskar til overs, bør du høste dem før frosten tager dem. Hvis de opbevares korrekt, kan de holde sig i mange måneder. Se her, hvordan du gør!

Har du har vintergræskar som f.eks. ’Hokkaido’ eller ’Buttercup’ siddende på dine planter langt ind i efteråret, så er det vigtigt at få dem høstet før frosten kommer. De kan nemlig ikke tåle frost, så bliver de splattede og vil rådne. Har du mange græskar, som skal høstes, giver det bedst overblik at skære hovedstængler og blade af, så græskarrene blotlægges. Blade og stængelrester kan komme direkte på komposten.

Er dine græskar ikke modne?

Er der fortsat større, men umodne græskar på dine planter, kan de normalt eftermodnes et lunt sted ved 25° i løbet af et par dage eller uger. Helt små umodne græskar går som regel til og kan ikke spises, så de skal kasseres.

Sådan GEMMER du BEDST dine vintergræskar

Step 1:
Du skal skære græskarret af, så et godt stykke af stilken bliver siddende på, da den, når den tørrer, forlænger holdbarheden på græskarret meget. Du skal ikke flytte græskarret ved at løfte i stilken, for den kan knække af. Løft hellere græskarret ved at holde under det med begge hænder.

Step 2:
For at græskarrene kan holde sig, når du gemmer dem væk for vinteren, skal de hærdes af, så deres skræl bliver hård og stilken hård og tør som træ. Er vejret tørt, kan græskarrene blive liggende ude og tørre, løftet fra jorden af f.eks. en flad sten, en mursten eller på en lille bunke luftig halm. På den måde kan luften cirkulere rundt om hele græskarret.

Step 3:
Er vejret fugtigt, bør du flytte dine græskar indendørs. Her kan en trådhylde i en reol være et egnet sted. Når stilken på græskarret er knastør og hård, er det klart til opbevaring.

Step 4:
Opbevaring skal ske på et tørt og køligt sted. Omkring 12˚ er den ideelle opbevaringstemperatur. Generelt forringes holdbarheden, hvis temperaturen kommer under 10˚ eller over 15˚ over en længere periode.

Et perfekt sted, er et isoleret udhus, hvor temperaturen er gunstig, men bliver det meget koldt, må man flytte sine græskar ind i et viktualierum eller i kælderen. På den måde kan du opbevare vintergræskar helt frem til maj, men der er vi også henne ved absolut sidste anvendelsesdato.