Haven

Sådan frostsikrer du dine krukker

af Kenn Römer-Bruhn og Sophie Døstrup 6.11.2019
Foto: Anne-Marie Øby.
Nattefrosten står for døren, og hvis du gerne vil undgå at dine yndlingskrukker- og potter slår revner, bør du frostsikre dem i efteråret. Følg vores råd her!

Når det skønne forår kommer, og det endelig er tid til at gå i haven igen, kan det hurtigt blive en trist affærer, hvis man opdager, at ens yndlingskrukker har slået revner i løbet af vinteren. Synderen er nedbør! Hvis der samler sig vand i bunden af dine krukker, vil det fryse og udvide sig, hvilket kan få krukken til at sprænge.

Forslag: 4 hårdføre stauder, som trives i krukker.

Selv hvis du har forberedt dig godt og købt frostsikre krukker, er der stadig risiko for, at de går i stykker. Derfor er det en god idé at frostsikre havekrukker og potter i slut oktober eller start november, inden nattefrosten for alvor sætter ind. Her får du vores bedste tips til, hvordan du gør!

5 tips til frostsikring af havens krukker

Tip 1: Store krukker med buske og småtræer kan sagtens stå udendørs året rundt, men selv hårdføre planter bliver lidt mere sarte, når de dyrkes i krukker. Rødderne er mere udsatte for frostskader i en krukke, end de ville være i jorden, da krukkeklumpen hurtigere bundfryser. Tegner det til hård frost, så pak krukken og planten ind i bobleplast, en bastmåtte eller andet isolerende materiale.

Tip 2: Hvis du har mulighed for at sætte dine havekrukker og potter i læ, enten under udhæng eller halvtag - eller i en carport - er det den bedste løsning! Så undgår du, at de bliver ramt af nedbør, og de er dermed bedre sikret mod frosten. Hvis muligt, bør du altid sætte dine krukker i læ og tørvejr om vinteren. Overholder du dette, kan de holde i mange år.

Tip 3: Hvis du ikke har mulighed for at sætte dine krukker og potter i læ, er det en god idé at tømme dem, vende dem på hovedet og lade dem stå vinteren over. Så undgår du, at der kommer til at stå vand i bunden, der kan fryse.

Hvad med 8 godt tips til dine krukker generelt?

Tip 4: Selvom dine krukker er frostsikre, er der er nogle forholdsregler, du må tage. Frostsikre krukker kan nemlig godt sprænges, hvis der f.eks. står vand i dem, eller de er fyldt med våd jord.
Alle krukker bør være forsynet med et eller flere drænhuller, så overskydende vand kan løbe fra. Når du planter krukken til, så læg gerne omvendte potteskår over krukkens drænhuller, så de ikke bliver proppet til af sten, rødder eller jord. Sørg løbende for, at drænhullerne ikke er stoppet til, og vandet uhindret kan løbe fra, f.eks ved at lette på krukken og stikke en pind op igennem drænhullerne. Læg et drænlag i bunden af krukken bestående af f.eks. lecakugler eller sten. Det vil være med til at sikre, at der ikke står vand i bunden af den. Læg gerne et stykke filtdug el.lign. mellem jord og drænlag, så jorden ikke løber ned imellem stenene, når du vander.

Tip 5: En anden mulighed for at undgå, at der står vand i krukken, er at sørge for, at krukken er hævet fra jorden. Fjern underskålen, og sæt krukken på krukkefødder, nogle sten eller et stativ for at hæve den fra jorden.