Sådan kan du genbruge dit juletræ

Du har brugt lang tid på at finde det perfekte juletræ, og når julen er ovre, står det til besvær og taber grannåle i stuen. Har du en trailer, kan du hurtigt og nemt komme af med juletræet på den lokale genbrugsplads, og i nogle kommuner kan du sætte juletræet ud sammen med din dagrenovation i januar, hvorefter det bliver hentet. Men du kan også udnytte, at du har et træ, der rummer masser af muligheder.

Læs også: Gør haven klar til frost

Brug juletræet kreativt

Er du en kreativ gør det selv-person, rummer det aflagte juletræ masser af muligheder for genanvendelse. Sav for eksempel alle grenene af juletræet og hæng stammen vandret op med to snore i loftet og bruge den som garderobestang. Du kan også skære træet over, så det bliver ca. 50 cm højt fra toppen og ned, fjerne nålene, stikke stammen i en klump ler eller oasis i en potte og bruge det som smykkestativ. Kun fantasien sætter grænser.


 

Genbrug juletræet i haven

Der oplagt at genbruge grenene fra dit juletræ i dine rosenbede. Står solen lige ned på dine rosenplanter i vinterkulden, stiger planternes fordampning, og hvis jorden samtidig er bundfrossen, kan rosenplanterne ikke erstatte det fordampede vand med nyt, og de tørrer ud. Stik grangrenene ned i jorden foran rosenplanterne, så de stå i skygge for vintersolen.

Læs også: Byd julegæsterne velkommen med bålhygge

Guld til brændeovnen

Mange tror, at man ikke må brænde træstammen fra juletræet, men det er forkert. Grantræ er oplagt til at sætte fut i brændeovnen – så længe du venter, til træet er tørt. Træet skal helst ligge en sæson, så det er helt tørt, og det tørrer allerbedst i forårsmånederne. Herefter kan du skære stammen i mindre stykker og bruge den som brænde.

Klatregrene

Ærterne i køkkenhaven vil elske at klatre op af de gamle grangrene, så har du plads, kan du gemme dem, indtil det igen er tid til at gå i køkkenhaven.

Se også galleriet: Blomsterdekoratørens julebolig