Havetips

Kastanjens anvendelse

af Susie Helsing Nielsen og Anna Hedegaard 1.10.2008
Foto: Jakob Valling
Inde bag det piggede skjold gemmer kastanjen sig, og der er ikke grænser for, hvad den glatte, brunlige nød er blevet brugt til gennem tiden.

Kastanjerne er giftige nødder, som sidder gemt inden i piggede kapsler. Kapslerne sprækker og falder af træet, når kastanjerne er modne om efteråret. De friske kastanjer er fantastiske at røre ved og se på. Skallen er glat og skinnende og ofte også smukt brunmarmoreret, og der sidder to-tre nødder gemt i hver kapsel.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Opløser fedt og olie
Tidligere blev hestekastanjetræer plantet, fordi kastanjerne var gode som vinterfoder til vildtet. Bønderne indsamlede desuden store mængder, som de gemte til deres køer og heste, der sagtens kunne gumle de giftige nødder.

Kastanjerne blev også knust og lavet til en pasta, som man brugte i forskellige slags vaskemidler. Kastanjer indeholder nemlig saponin, som opløser fedt og olie, og egner sig derfor fortrinligt som sæbe og pletfjerner.

Lindrer smerter
Under første verdenskrig røg folk af og til kastanjens tørrede blade som tobak, og under anden verdenskrig blev kastanjerne forarbejdet og brugt som marcipan- og kokoserstatning. Alene i årene 1942 og 1943 blev der indsamlet over 200 ton til dette formål.

Både blade, bark og kastanjer har gennem tiderne været brugt medicinsk. I dag er det især barken, som anvendes, og forskning viser, at hestekastanjen lindrer lægsmerter, hjælper mod træthed og spænding i underben og ankler, mod hæmorider, åreknuder, årebetændelse og synlige blodårer.