Så grøngødning i køkkenhaven

Når vi høster en afgrøde i køkkenhaven, efterlades jorden ofte bar og øde. Det er ikke godt for jorden, da regnen så vil vaske næringsstoffer væk, og ukrudt vil have frit spil. Så længe der vokser noget i jorden, er den beskyttet - og man vil jo gerne have så god jord som overhovedet muligt. 

Grøngødning holder ukrudtet stangen, og planterne du anvender, har en gavnlig effekt, så du sikrer en god, næringsrig og ukrudtsfri jord til næste sæson. 

Grøngødning er mere end bare et jorddække

De afgrøder vi høster og tager væk, er næring, der ikke vender tilbage. Derfor tilfører man jorden et næringstilskud i form af gødning eller kompost - og grøngødningsplanter har også en gødningsmæssig værdi. De er et godt supplement til den almindelige brug af gødning i haven. 

Grøngødningsplanter er ikke bare et jorddække, der skal forhindre udvaskning. Årsagen til at det kaldes grøngødning er, at det er planter, der samler næringsstoffer, både i jorden men også i luften. Når du graver planterne ned, fungerer de som gødning, når de formulder og frigiver næringsstofferne i foråret. 

boghvede og honningurt

Boghvede, Fagopyrum esculentum, og honningurt, Phacelia tanacetifolia

 

Hvordan virker grøngødning?

Alt efter hvilke planter der bruges, er der tale om planter, der binder næring og mineraler i jorden. Det kan også være planter, der optager kvælstof fra luften og binder den i jorden. Kløver optager f.eks. kvælstof fra luften, som bindes i plantematerialet, der senere skal forgå og frigive næringen i jorden, når den skal bruges. 

Kvælstofsfikserende bælgplanter er i symbiose med bakterier i deres rødder. Det er bakterierne, der er i stand til at fiksere kvælstoffet så planten kan bruge det. Eftersom de føjer ekstra kvælstof til jorden ved at hente den i luften, er de kvælstofsfikserende bælgplanter meget populære som grøngødning. 

Men vent, der er mere!

Grøngødning er også med til at aktiverer biodiversiteten både under og over jorden. En masse mikroorganismer nyder godt af, at jorden ikke bare er gold. Planterne løsner jorden, og gør den attraktiv for de nyttedyr, der lever i den, ligesom de skaber gode levesteder over jorden for de nyttedyr, du gerne vil have i haven. De fleste grøngødningsplanter har også blomster, der tiltrækker en lang række af nyttige insekter som f.eks. svirrefluer og bier – også sommerfugle lader sig tiltrække af grøngødning i haven. 

Nogle mener, at grøngødning giver snegleproblemer 

Det er rigtigt, at snegle nyder tætbeplantede stykker i køkkenhaven, men husk på, at nyttedyrene, der lever af sneglene, gør det samme. Insekter og tudser, der elsker snegle, trives i den tætte bevoksning, ligesom pindsvinet nyder at kunne mæske sig og samtidig være skjult. 

Hvis du alligevel får snegle i din grøngødning, så findes der mange tips til, hvordan du undgår dræbersnegle – og med et felt af grøngødning, så har du fordel, da du ved, hvor du skal lede, når du alligevel er på sneglejagt. 

Planter der bruges til grøngødning:

  • Honningurt, Phacelia tanacetifolia
  • Blodkløver, Trifolium incarnatum
  • Jordkløver, Trifolium subterraneum
  • Hvidkløver, Trifolium repens
  • Lucerne, Medicago sativa
  • Spindhør, Linum usitatissimum
  • Boghvede, Fagopyrum esculentum
  • Fodervikke, Vicia sativa
  • Almindelig katost, Malva sylvestris

Listen er ikke udtømmende. 

grøngødning, blodkløver og alm. katost

Almindelig katost, Malva sylvestris, og Blodkløver, Trifolium incarnatum

 

En god blanding giver det bedste resultat

Det er en god idé at vælge en grøngødningsblanding, da der her vil være forskellige arter, der hver især gør sit, og tilsammen hurtigt dækker af for ukrudtet. Det kan være et mix af planter, der vokser hurtigt, der er kvælstoffikserende, og har et godt rodsystem, der fastholder næringsstoffer og forbedrer jordstrukturen. 

I frøhandlen sælges blandinger under navnet grøngødning og er ofte sammensat ud fra de kriterier. 

Grøngødning som en del af sædskiftet

Hvis du gør grøngødning til en del af sædskiftet i køkkenhaven, så skal der planlægges lidt. Nogle af de planter, der er gode som grøngødning, er i familie med populære afgrøder i køkkenhaven, og så skal der naturligvis gå en årrække fra et medlem af den familie har været der, før der igen kan plantes noget af den familie. 

Hvordan skal grøngødning plantes

Du kan plante grøngødning som efterafgrøde, når du begynder at høste i juli og frem til sidst i september. 

Når du har et bart stykke jord, der skal tilplantes med grøngødning, er det blot at sprede frøene ud på det ønskede stykke. Hvis det er et bart stykke, du ikke har dyrket forinden, kan det være nødvendigt at kultiverer overfladen, før du spreder frøene. 

Hvis du vil vide, hvordan Alt om havens havemand Kenn Römer-Bruhn griber brugen af grøngødning an, så se med i videoen her: