Læg en haveplan i februar

 
Her i det tidlige forår er der stadig ikke meget, der er over jorden i haven endnu. Udnyt, at haven lige nu er relativt bar, til at kigge nærmere på den måde, din have er opdelt og inddelt på. 
 
Lige nu har du direkte udsyn til ”skelettet” i din have, altså de store strukturskabende elementer som hække, træer, stier og bede. Det kan gøre det lettere at få overblik over, hvor strukturen fungerer og hvor, du med fordel kunne gøre noget anderledes.
 

Gå en tur i haven

Brug en solbeskinnet februardag på at gå en tur i haven og se godt på de elementer, der er med til at give din have sin rumfornemmelse og struktur. Hvordan er størrelsesforholdene på træer og hække i forhold til hinanden, og i forhold til huset? Trækker stier og andre linjer blikket ind i haven på en spændende måde? 
 
Planlægger du at anlægge nye bede eller måske en havedam, så mål op og prøv dine ideer af. Brug for eksempel et reb til midlertidigt at afgrænse bede, hække eller andet, du kunne tænke dig at anlægge. Det kan gøre det lettere at forestille sig, hvordan den nye haveplan vil påvirke oplevelsen af dit haverum.
 
 

3 gode tips når du skal anlægge et bed 

  1. Prøv at samle planter og blomster i få, større arealer. Mange, små bede kan let give et rodet udtryk.
  2. Går du efter et naturligt, organisk udtryk, så overvej runde eller halvrunde bede i arealets hjørner og sider, i stedet for rektangler og kvadrater. Det bløder haverummet op. 
  3. Et blomsterbed ser godt ud op af en afgrænsning som en hæk eller et hegn, men husk at lade en trædesti bag bedet være fri, så du kan komme til fra begge sider, når der skal luges og tyndes ud i planterne.