Guide: Grønne gøremål i februar

Forspir dine sommerblomster

Selvom det stadig er koldt udenfor, kan du godt begynde at så i potter indenfor i vindueskarmen eller i havestuen. Se på frøposen, om de frø du har købt, stiller særlige krav til spiringen i forhold til kulde/varme og lys/mørke. Står der ikke noget, betyder det, at frøene skal spire ved stuetemperatur.

Brug så- og priklejord, da almindelig pottemuld indeholder for meget gødning, som kan tage livet af de små sarte spirer. Når du har fyldt jord i dine kasser/potter og trykket den ganske let til, skal du vande grundigt, inden du sår frøene. Husk, at store frø som ærteblomst eller tallerkensmækker egner sig bedst til at så i potter, så de ikke skal deles og prikles senere, mens de mindre frø, som er svære at så enkeltvis, er nemmere at bredså i kasser og prikle ud senere.

Læs også: Sådan får du nye kartofler før tid

Af med jorddækket

Jorddækket i køkkenhaven har hele vinteren sørget for at bevare jordens struktur og holde på næringsstofferne. Men nu skal du fjerne det igen, så jorden kan få lys og luft. Jorddækket holder både på fugten og kulden, så hvis det bliver liggende, kan der nemt gå to uger ekstra, inden jorden er blevet varm nok til at så i. Desuden er en fugtig jord svær at bearbejde og klargøre til et godt og jævnt såbed. Læg jorddækket til side i umiddelbar nærhed, og genbrug det, når de mange frø er spiret og planterne store nok til at få dække ind omkring sig.

Driv rabarber nu, og høst tidligt

Du kan få et forspring på rabarberhøsten ved at drive dem midt på vinteren. Dæk den hvilende rabarberkrone med en stor urtepotte, spand eller lignende., der lukker lyset ude. Du kan samtidig isolere planten mod vinterens kulde ved at lægge en dyne af kompost over rabarberplanten, inden du dækker den. Det holder på jordens varme. Driv ikke den samme plante to år i træk, da det svækker den. Drivning giver nemlig længere, lysere stilke. Du kan også drive dine rabarber ved at plante dem i drivhus eller dække dem med plastik eller fiberdug ude i bedet. Høst ikke på planten resten af sæsonen.

Window Farming: Dyrk grøntsager i vinduet

Sæt ind mod skadedyr

Har de frostfølsomme planter, der står i vinterhi indendørs, fået skadedyr i løbet af vinteren, skal du sætte ind med bekæmpelse nu, inden de begynder at skyde med for mange nye blade. Brug insektsæbe, og sprøjt planterne grundigt på både over- og underside af bladene, så du er sikker på, at alle skadedyr er blevet ramt. Sprøjt planten yderligere et par gange med ca. en uges mellemrum, så alle kræene med sikkerhed er væk.

Hold dyrene væk

Harer og rådyr søger gerne mod haverne for at finde lækre knopper og bark, der kan spises som vitamintilskud til vinteren magre kost. Bare et enkelt besøg kan udrette stor skade på især unge frugttræer, jordbærplanterne kan blive gnavet helt i bund og roserne udsat for en kraftig ”beskæring”. Du kan forebygge de charmerende dyrs skader ved at sætte net omkring frugttræernes stammer, smøre med hjortetaksolie eller hænge uldtotter eller små poser med menneskehår op i eller omkring planterne.

Se også: 12 nemme tips til en bæredygtig have