Havetips

5 herlige vandplanter til havedammen

af Bianca Anthony Sørensen 1.06.2020
Foto: Jytte Boch Andersen
Hvem drømmer ikke om en smuk havedam med masser af liv og farver? Vi har samlet 5 vandplanter til havedammen med hver deres gode egenskaber.

Hvis du er den heldige ejer af en smuk havedam, så ved du, at der er et utal af planter at vælge imellem, og hvis du har planer om at anlægge en havedam, kan det måske være virke uoverskueligt, hvilke du skal vælge til lige præcis din have. Der findes både vandrensende planter, iltgivende planter, flydeplanter og sumpplanter. Vandplanter har nemlig ikke kun til opgave at pynte, men er også vigtige for havedammens økosystem.

Her får du en oversigt over dyr og fisk til havedammen.

De fleste planter bruger ilten fra vandet, mens nogle vandplanter som fx nøkkeroser (åkander) modsat er med til at tilføre vandet ilt. Andre planter tiltrækker dyr eller har store, flydende blade, der skærmer vandet fra sollyset, så der ikke gror ligeså mange uønskede alger. Bliv klogere på 5 herlige vandplanter, og hvordan du giver dem de bedst mulige forhold i din havedam.

5 fine og nyttige vandplanter til havedammen

1. Nøkkeroser

Nøkkeroser (Nymphaea), også kendt som de karakteristiske åkander, er næsten altid en fast klassiker i havedammen. De har store blade og smukke blomster, der blomstrer fra juni til september, og fås i mange forskellige varianter. Nøkkeroser er flydeplanter, og deres blade er med til at forhindre, at der vokser alt for mange alger, fordi de dækker for sollyset. Nøkkeroser producerer selv ilt, faktisk næsten op til 15 gange så meget, som de selv forbruger, og det er til stor gavn for økosystemet i enhver havedam. Læs meget mere om nøkkeroser her!

2. Hornblad

Hornblad (Ceratophyllum demersum) er en undervandsplante, der også frigiver ilt under vandoverfladen. Den trives rigtig godt i stillestående vand med sol eller let skygge, og kan være med til at fungere som godt skjulested for fx fisk. Planten breder sig en del, men er let at fjerne – og er meget dekorativ med sine flydende, nåleagtige stængler. Den optager ligeledes meget næring fra vandet, så algerne ikke har ligeså meget at leve af.

3. Kafferliljer

Kafferliljen (Schizostylis coccinea) er en sumpplante og er ideel at sætte i kanten af sin havedam, fordi jorden den plantes i, ikke må tørre ud. Den bliver omkring 40 cm. høj og blomstrer fra september. Sumpplanter er med til at pryde dammen, og det gør kafferliljen især også med sine store, røde blomster.

4. Krebseklo

Krebseklo (Statiotes aloides) er også en flydeplante, der har sværdformede blade som vokser, så de næsten ligner en roset. Krebseklo er en rigtig god iltgiver og algebekæmper, men samtidig fungerer den også godt som skjulested for havedammens fisk, da de ikke spiser af bladene. Det er en meget hårdfør vandplante, og overvintrer selv på bunden af havedammen, hvorefter den selv stiger op i foråret og kan sætte en lille blomst mellem juli og august.

5. Iris

Irisplanter som fx den gule iris (Iris pseudacorus) er også en sumpplante, der trives godt i kanten af havedammen. Den blomstrer med flotte, gule blomster fra maj til juni og kan blive op til 1 m høj. Sumpplanter som denne er vigtig for havedammen, ikke kun fordi den er med til at gøre dammen unik, men også fordi de er med til at optage en masse næringsstoffer fra vandet. På den måde får alger kamp til stregen og kan lettere holdes nede.

Se også: Gør havedammen klar til vinter.

Arild Sandgren og Lars Lindberg

Kafferliljer (venstre) og en nøkkerose (højre)