Anlæg en gammeldags countryhave

En ægte countryhave er et sted, der går lige i hjertet. Et hyggeligt sted, man har lyst til at opholde sig længe og bare nyde synet og duftene fra de mange blomster. Et sted til ro, romantik, fordybelse og ren og skær afslapning. Men hvordan kommer man dertil?

Roser er ideelle i enhver countryhave – læs, hvordan du får succes med roser

Countryhave: Utæmmede bede og organiske former

Det vigtigste princip i den romantiske countryhave er, at bedene ser vilde og utæmmede ud, og at planterne i nogen udstrækning får lov til at vokse på deres egne præmisser. Det betyder, at de breder sig, som forholdene tillader det, selvsår på de mærkeligste steder, vokser ind i hinanden og slynger sig op og ned ad husmure, stakitter, hegn og store træer. Selvfølgelig klippes de til, beskæres og tyndes ud, men kun til husbehov og ikke, så det kommer til at se alt for arrangeret ud.

I en ægte countryhave plantes og anlægges der efter princippet om, at mange små rum og hyggelige hjørner tilfører haven magi og overraskelser. Frugttræer i plænen, organiske bede, store buske, læhegn, skovagtige hjørner og plantestativer med slyngplanter hist og pist gør turen rundt i haven til en opdagelsesrejse, hvor man hele tiden præsenteres for nye kig.

Klatreplanter kan skabe smukke haverum, se vores guide: Opbinding og støtte til klatreplanter

Mellemfarver med få kontraster

I countryhaven er der få rene farver som rød, gul og blå. Knaldrød er fx primært aktuel som detaljefarve, mens mellemfarver som fersken, lyserød, rosa, lilla, blåviolet og stænk af bordeaux er vigtige nuancer. Hertil kommer lime, creme og gul, men brug dem som kontraster, ikke som bærende farver. Ellers vil de hurtigt få romantikkens have til at miste sin dybde og intensitet og blive mere kølig i sit udtryk.

Er du meget romantisk anlagt, og sværger du til det blide, lette og lyse, skal du primært gå efter pastelfarver og begrænse de mørke toner. Kan du godt lide det lidt mere dramatiske og stærke udtryk, hvor kontrasterne springer i øjnene, skal du primært dyrke de mørkere toner. Husk altid at plante i grupper og ikke mikse for mange farver pr. kvadratmeter. Det giver et spraglet, sjovt og rodet udtryk, der ligger langt fra den romantiske have, der dyrker roen og fordybelsen.

Se også: Sådan får du smukke bede

Pynt haven op med møbler og nips

Ud over planter, buske og træer skal countryhaven indrettes med omhu. Gamle eller klassiske havemøbler af træ eller jern, en ensom bænk og en gammel stol er blot nogle få af de elementer, du skal pynte haven op med. Og det er ikke kun på terrassen. Det er hele haven og dens mange hyggelige hjørner og kroge, der skal nyde godt af det smukke interiør.

Hold dig til materialer som (malet) træ, zink, ler, sten og granit, og køb gerne ind på loppemarkeder, hvor tingene har fået den rette patina. Rustikke potter, kønne vandkander af zink, fuglebade og -huse, rosenbuer, en pergola, et tilgroet læhegn, et gammelt bord med hurricanes og potteplanter. Alt sammen elementer, der forskønner og inspirerer til hvile, afslapning og hyggelige havesysler.

Gå på opdagelse i: Bypigens romantiske bondehave

Giv haven ynde og sjæl med:

  • Frugtbuske: Solbær, ribs og stikkelsbær. Brug dem som afgrænsning mellem urtehaven/køkkenhaven og den øvrige have.

  • Klatreroser og historiske roser: Har du gamle træer i haven eller måske en rosenbue, så plant en klatrerose ved foden. Plant historiske roser omkring terrassen, hvor de kan give læ og dufte dejligt.

  • Lavendel: Lavendler er supernemme og smukke både i grupper og langs kanten af bede, terrasser og stier og langs husets sokkel.

  • Pæoner: Pæoner er ikke til at komme uden om. Denne overdådige blomst, der giver haven farve, ynde og storhed og gør sig fantastisk i buketter inden døre. Køb dem i potter på planteskolen.

  • Ærteblomster: Så ærteblomstfrø i en krukke, lav evt. et stativ formet som et omvendt kræmmerhus af grene, eller køb et stativ, og monter det på krukken. Nyd de små, fine ærteblomster, når de slynger sig smukt op ad stativet.

​Lad dig inspirere af billederne i galleriet: