Kom helt ned i gear i en terapihave

I stresscoach Else Schiønnings terapihave sørger rislende vand og fine blomster for den helt rette stemning, så man kommer helt ned i gear. Fra havens mange siddepladser kan man nyde roen og fornemmelsen af at være i pagt med naturen. 

Blide nuancer og bløde former

Den harmoniske stemning er det første, man fornemmer, når man åbner lågen til stresscoach Else Schiønning og hendes mand Per Christiansens have. Her er ingen pågående farver, men masser af blide, romantiske nuancer, der giver ro i sjælen. Havens bede snor sig i bløde former, som om de helt naturligt har lagt sig til rette i en slags styret vildskab. Planterne står tæt uden bar jord, og lysende blå forglemmigej danner et romantisk bunddække for andre blomster i afdæmpede nuancer. 
 

Forskellige rum

Haven ligger på en skrånende grund og kan ikke overskues på en gang. Ved at følge de snoede stier kommer man rundt til havens mange rum og siddepladser, der alle er forskellige med nye oplevelser og overraskelser. Når man går op ad trappen til havens næste niveau, åbenbarer sig en lang pergola som en smuk midterakse i haven. For enden af pergolaen ligger græsplænen med et stort stemningsfuldt orangeri øverst i haven. 

Vand og duft mod stress

Som stresscoach og mindfulnessinstruktør arbejder Else primært med stressramte klienter. I den forbindelse bruger hun haven terapeutisk. Hun fortæller, at det især er stemningen, der er vigtig i en sansehave.
− Vi har indrettet havens rum, så de harmonerer i farverne og udstråler ro. Når man er stressramt, er det vigtigt, at der er oplevelser for alle sanserne, og at man bare kan få lov at ’være’ uden at skulle andet end at slappe af og finde ro. 
Fra havens mange siddepladser er der rig mulighed for at få alle sanser i spil, for blomsterbedene er både smukke at se på og dufter godt, og så kan man høre lyden af vand.
− Vand er noget af det, der påvirker følelserne allermest, pointerer Else.
 

Hjemmebygget helårsorangeri

Øverst i haven ligger det hjemmebyggede orangeri med victoriansk tagryg. Før det blev bygget, havde Else og Per et helt almindeligt købedrivhus på 12 m2. Det blev dog hurtigt for småt, så de drømte om at få et opvarmet orangeri i stedet. Per byggede selv orangeriet, og det er nu en fantastisk smuk og harmonisk bygning med indlagt vand, el og varme, så temperaturen i orangeriet kan holdes oppe på minimum 6° om vinteren. Derved kan de bruge orangeriet til opbevaring af krukker og løg om vinteren. 
 
Se billederne fra den smukke terapihave i galleriet herunder!