Havegalleri: En drøm af en have

Da Jane og hendes familie flyttede ind i huset, var der hverken drivhus eller bede fyldt med blomster i glade farver. De er blevet lukket ind i haven lidt efter lidt, og i løbet af det seneste år har haven taget sin endelige form. 

Planlægning i god tid

Planlægningen af årets blomsterbede begynder tidligt, for allerede i juleferien begynder Jane at kigge efter spændende frø i kataloger og på nettet. I det spæde forår kommer hun de første frø i jorden i små potter indenfor. Dermed er planterne allerede i god vækst, når det er tilstrækkeligt lunt til, at de kan sættes udenfor senere på sæsonen. Ude i haven begynder planterne hurtigt at blomstre, og hun er således sikret en lang sæson. 

Få mere inspiration: Smukke drivhuse og pavilloner til haven

Fra udhus til drivhus 

Igennem flere år har Jane haft et mindre drivhus i haven, hvor hun dyrker grøntsager, men ønsket om et drivhus, der var så rummeligt, at hele familien kunne sidde der, har altid været stort. Lige over for familiens hus stod et gammelt udhus på 30 m2, og for et år siden startede den store ombygning. Udhuset blev nemlig omdannet til drivhus med gamle vinduer og døre. Da det stod færdigt, gik Jane i gang med indretningen, og fordi hun har øje for fine, gamle ting, blev drivhuset hurtigt en hyggelig oase. Det er indrettet med rå træmøbler og andet rustikt interiør, der er fundet rundtomkring i landet, og som tilsammen skaber en skøn countrystil. 

Se også: Gør dit drivhus klar til sæsonen

Anlæg din egen skærehave

  • Drømmer du om at få en flot skærehave ligesom Jane, kan du sagtens starte i det små med en enkelt eller ganske få pallerammer, og så kan du altid udvide. Du kan dog også vælge at anlægge små bede direkte i havejorden.
  • Find en velegnet placering med sol og læ – gerne et sted, hvor der er mulighed for at lave skærehaven større.
  • Afmærk pallerammernes størrelse på jorden, og sørg for plads til gangarealer mellem rammerne. Tænk på, at det er praktisk at kunne komme ind med en trillebør i gangene.
  • Fjern græslaget, og sørg for, at jorden er fri for ukrudt.
  • Placér pallerammerne, og fyld dem op med jord.
  • Du kan sagtens så direkte i højbedet, men du kan også udplante små planter, som du har forspiret, så de tidligt kommer i god vækst.
  • Stil gerne planterne forholdsvis tæt.
  • Lug regelmæssigt, så planterne ikke skal konkurrere med ukrudt om vand, lys og næring – navnlig i etableringsfasen.
  • Vand jævnligt, så jorden er fugtig, og planterne ikke tørrer ud.

Læs også: De bedste tips til afskårne blomster 

Se billeder af haven i galleriet herunder: