Vinteropbevaring og vedligeholdelse af haveredskaber
Havetips

Vedligehold dine haveredskaber

af Max Martinussen 16.11.2018
Foto: Tina Brok Hansen & Kenn Römer-Bruhn
Godt værktøj er det halve arbejde, og haveredskaber skal passes og plejes, gerne før de pakkes væk for vinteren. Læs her, alt du skal vide, for at vedligeholde dine redskaber.

Sig tak for godt arbejde til dine redskaber. Slib dem der er blevet sløve, så hele arsenalet er klar til foråret. Lad ikke kultivatoren hænge hele vinteren med kager af køkkenhave imellem tænderne, tøm vandslangen, så den kan klare sig imod frosten, og forkæl plæneklipperen med et olieskift, så den igen næste år kan holde græsset kort.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Læs også: Husk din haveslange!

Sådan vedligeholder du dine redskaber

Først for er rengøringen

Jord og planterester må fjernes. Det meste kan klares med en børste eller med haveslangen. Resten tager du med spand, sæbevand og skuresvamp. Det mest genstridige skidt som fx harpiks fjerner du med knofedt og sprit. Husk også græsafklip, der klæber til indersiden af plæneklipperen - det gælder også græstrimmeren. Til skidt og snavs i mekanik, som tandhjul og lejer, kan du med fordel bruge en aflagt tandbørste.

Fri redskaberne for rust

Rustne redskaber sig en del om deres ejer. Fjern rust med en stålbørste, ståluld, sandpapir eller sammenkrøllet alufolie, alt efter hvor hårdt ramt redskaberne er. Der findes også rustfjerner, der kan både sprayes og smøres på, men knofedt er noget mere miljøvenligt end kemi.

Så skal der slibes

Hvis ikke der har været en skærslipper forbi for nylig, så må du anskaffe dig din egen fil og slibesten, og så til stålet. De der klipper, stikker, skærer og skuffer, ja, selv riven, vil gerne hvæsses. En metalfil er fin. Sørg for at slibe i den vinkel, som metallet er slebet i før. Det er som regel 40° for sakse lige så vel som spader. Hvis et blad er buet eller bølget, så duer det ikke med en flad fil, i stedet skal du bruge en rundfil.

Spaden files

Plæneklippere, motorsave m.m. kan med fordel vedligeholdes af fagmænd, men giver du dig alligevel i kast med at slibe klinger og kæder, så vær forsigtig.

Hiv tændhætten af tændrøret på din plæneklipper, før du afmonterer klingen, så sker der ingen uheld. Vær sikker på, at du vender den rigtigt, så der ikke løber benzin ind i dele af maskinen, hvor det ikke hører hjemme. Du bør desuden køre tanken tør, før maskinen skal overvintre.

Kæden på en motorsav kan være svær at skærpe korrekt. Følg først og fremmest producentens forskrifter! På kæden er som regel noteret den eksakte størrelse fil, der skal bruges. Der findes hjælpeværktøj, der sørger for, at du ikke sliber for dybt. Det er vigtigt, at tænderne er filet ens, og er lige lange. Filen holdes i en 90° ret vinkel på sværdet. Ofte er der et servicemærke på kæden, der indikerer filningsgraden. Det er værd at huske, at en slibning sjældent koster mere end 100 kr. ved en fagmand.

Smøring og maling

Alt der skal kunne bevæge sig, skal smøres. Kuglelejer og led på sækkevogn, trillebør, plæneklipper, og møtrikker på sakse m.m. smøres med maskinolie, så det let kan bevæge sig, som det skal. (Modsat skal alle skruer, der har løsnet sig i løbet af sæsonen, strammes.)

Alt stål der netop er blevet rengjort og renset for rust, har godt af at blive smurt ind i olie - den samme maskinolie, som du netop har brugt til at smøre alle bevægelige dele.

Langt de fleste redskaber har skafter af træ, der skal slibes med sandpapir, fx korn 180, og derefter smøres ind i lindolie eller males. Er du træt af at din planteske bliver væk? Mal den rød.

Læs også:Guide: De vigtigste haveredskaberNår arbejdet så er gjort

Sørg for, at dine blankslebne haveredskaber er opbevaret tørt og korrekt vinteren over, så er de klar til arbejdet, når sæsonen svinger sig i gang først på foråret.

Hvis du vil gøre noget godt for dig selv, og dine redskaber, så hæng dem op på hver sin krog - det er pænere og mere praktisk, og så skramler de ikke imod hinanden. Det kan føles helt forkert, at stille den nyslebne spade på kanten. Det er bedst for alle, at redskaberne kommer op at hænge. De eneste der taber, er musene, der ikke uden videre kan snuppe hår fra kosten til deres rede, eller tygge i ledninger og haveslange.

Læs videre: 5 tips til vinteroprydning i haven