Sådan byggede vi drivhuset

Genbrug er godt, og det er vigtigt at genanvende der, hvor det er muligt, for selv den mindste ting kan skåne miljøet betydeligt. Drivhuset blev næsten udelukkende bygget af genbrugsmaterialer fra en gammel havestue, der var blevet revet ned.
 
 
Arbejdet med at bygge drivhuset til vores have begyndte i 2006, men forud for det lå en masse planlægning. For det er altid vigtigt at lægge en udførlig plan, når man går i gang med større byggeprojekter. Så vi brugte mange aftener på at beslutte, hvordan vores kommende drivhus skulle se ud.
 
Hvis du selv vil i gang med at bygge dit eget drivhus til haven, er det bl.a. vigtigt at overveje følgende: Hvor højt og stort skal drivhuset være? Hvor skal drivhuset placeres? Hvilke materialer skal drivhuset laves af? Og hvilke installationer der skal være i drivhuset? Du kan med fordel tegne forskellige skitser af, hvordan du godt kunne tænke dig, at dit drivhus skal komme til at se ud.
 
 

Genbrugsmaterialer til drivhuset

Vi havde fået det meste af glasset til drivhuset fra en gammel havestue, der var blevet revet ned. Så størrelserne på glaselementerne blev det, vi tog udgangspunkt i. Glassene var B 60 x H 160 cm og i rigtig fin stand. Og så var der mange af dem.
 
Konstruktionen af drivhuset var derfor mere fastlåst, end grundplanen og placeringen af drivhuset på grunden var. Vi blev enige om at gå med et kvadratisk drivhus, fordi vi syntes, at det gjorde det lidt mere spændende og interessant at se på, da langt de fleste drivhuse som bekendt har en aflang form. Vi besluttede os så for at bygge drivhuset mod øst i haven.
 
 
Vi vidste, at vi ikke ville have et almindeligt aluminiumsdrivhus, så vi var enige om at anvende træ. Og vi besluttede os derfor for at bruge lærketræ som grundpiller til drivhuset. Den sidste overvejelse, der var tilbage, var, hvilken taghældning drivhuset skulle have. Først var jeg opsat på at lave én lang tagflade mod syd, men det fandt jeg hurtigt ud af ikke ville passe ind i stilen og til vores hus. Derfor skulle det i stedet have samme hældning som huset, nemlig 30°.
 
Døren til drivhuset hentede vi hjem fra vores sommerhus i Småland, for det allervigtigste mål med projektet var at genbruge der, hvor det var muligt.
 
 

Se galleriet nedenfor, og bliv inspireret til, hvordan du selv bygger et drivhus af genbrugsmaterialer.