Plant forårsløg i efteråret

Forårsløg titter frem, så snart vinteren er på retræte. Vintergækker er blandt de første til at varsle forår, og lige efter kommer erantis og snekrokus. Snart efter rummer blomsterflokken også narcisser og tulipaner.

Men sådan et farverigt forårstegn kommer ikke af sig selv. Det er netop nu, at forårets blomsterløg skal sættes, hvis de med deres smukke blomsterflor skal have en chance for at varsle forårets komme i din have i det nye år. De fleste blomsterløg sættes nemlig bedst i september, men kan i princippet plantes, helt indtil frosten sætter ind. 

Læs også: Vintergækken spreder lys i vintermørket
 

Sådan planter du dine forårsløg

Forårsløg sættes i en dybde på to-tre gange løgets højde og med lidt mellemrum. Du kan bruge en løgplanter, eller et løgjern som det også kaldes, til at stikke dine huller. Hvis vejret er tørt, kan du give forårsløgene en sjat vand, når du har plantet dem. Det vil stimulere roddannelsen.

Mere grøn inspiration: Sådan gør du haven klar til vinterdvalen

Jorden bør være let og veldrænet. En leret jord kan iblandes sand for at øge porøsiteten. Løgene er fra naturens side sprængfyldt med grokraft, men vil du give dem en ekstra hjælpende hånd, kan du give dem et drys benmel, når du planter, og gøde med blodmel til foråret. 

Blomstringen kan strækkes ved at lægge løgene på siden eller med spidsen nedad. Planter du dine løg på en skyggefuld plads, blomstrer de senere, men vil til gengæld holde længere end på en solrig plads. 

Har du en pose løg, du ikke får plantet, før frosten har gjort det umuligt, kan du opbevare dem mørkt og køligt i en åben pose – så undgår du fugt og skimmel. 
 

Se flere fine forårsbebudere i galleriet:

Læs også: Tulipaner og skillaer plantes