Fem søde sommerblomster

Når du giver dig i kast med sommerblomsterne er der få ting at holde for øje. Vær omhyggelig med vanding i sommerperioden. De små spirer især har brug for fugtig jord indtil de har udviklet et solidt rodsystem, men pas på at de ikke rådner. Planterne vil gerne stå i fuld sol, bortset fra akelejen, som sagtens kan stå i halvskygge. 

Fem søde sommerblomster

Morgenfrue, Calendula officinalis

Morgenfruen spirer hurtigt og let. Kultiver jorden godt igennem, og drys frøene ud med god afstand, riv jorden over, og vand til med en bruser. Vand planterne ofte i tørre perioder for at undgå meldug på bladene, men vand kun jorden, så planterne ikke bliver våde. Når blomsterne taber kronbladene, begynder de at udvikle frø. Du kan lade nogle få hoveder udvikle frø, som du kan gemme til næste år. Fjern resten, efterhånden som de afblomstrer, både så du ikke får morgenfruer alle vegne næste år, og for at planterne ikke skal bruge kræfter på frødannelsen, men i stedet kan bruge energien på nye blomsterknopper. Brug kronbladene som pynt i gærdej og lys kagedej, i salat og ris eller som drys på glasur.

Guldvalmue, Eschscholtzia californica

Bland frøene med sand, så er de nemmere at fordele på jorden. Drys frøene oven på jorden, og riv let over. Vand jorden med en bruser. Guldvalmue er meget tolerant og trives også på tørre steder, når den først er kommet i gang. Den selvsår ofte, men vil ikke virke som et ukrudtsproblem, da planterne er spinkle og ikke hindrer andre planter i deres vækst.

Akeleje, Aquilegia vulgaris

Akelejen kan ikke nå at blomstre i år, men du kan lave en masse planter, som vil blomstre allerede i maj næste år. Så frøene i potter eller bakker i fugtig så- og priklemuld, og dæk dem ganske let med sand. Stil bakkerne i skyggen udenfor, og vand jævnligt, når jordoverfladen er tørret let ud. Planterne prikles over i potter og plantes senere ud på den blivende vokseplads. Du kan også så frøene direkte på planternes blivende vokseplads. Bland frøene med sand, og drys dem ud oven på jorden. Riv let hen over, og vand til med en bruser. Vær omhyggelig med at fjerne ukrudt, så de små planter ikke skal konkurrere om lyset. Hvis planterne skal tyndes ud, kan du potte nogle op og plante dem ud senere, når de har dannet et godt rodnet i potten. Vand planterne ofte i tørre perioder for at undgå meldug på bladene - vand kun jorden, så planterne ikke bliver våde.

Bellis, Bellis perennis

Så frøene i potter eller bakker i fugtig så- og priklemuld, eller så dem på deres blivende vokseplads. Bland frøene med sand, og drys dem ud oven på jorden. Tryk jorden til, men dæk ikke frøene. Vand forsigtigt med en bruser. Sår du i potter eller bakker, skal planterne sikkert udtyndes, da det er meget svært at fordele de bittesmå frø, så planterne har tilpas afstand til at vokse sig store. Prikl de overskydende planter i potter, og plant ud, når de har fået et godt rodnet. Bellis vil gerne stå lidt fugtigt.

Stokrose, Althaea rosea

Stokrosen blomstrer først det andet år, så det er en stor fordel at så den nu. Så frøene i potter eller bakker i fugtig så- og priklemuld. Dæk ganske let med sand eller et tyndt lag muld. Vand herefter, når jorden tørrer en anelse ud i overfladen. De små planter prikles i hver deres potte og plantes ud i løbet af august, så de kan nå at etablere sig godt inden vinteren.