Dyrk stemningsfulde stedmoderblomster

Stedmoderblomster er indbegrebet af forår, og så er de robuste og kan tåle en smule frost. Plant dem i altankasser og havens krukker, og brug dem til buketter, kranse og pynt på mad og kager.

Stedmoderblomster findes i mange vidunderlige farver. I midten er de alle gule, og det er her, bierne skal lande, når blomsterne skal bestøves.

Guide: Pynt og dyrkning af stedmoderblomster

Stedmoderblomsterne ser så sarte ud, men i virkeligheden er der tale om en temmelig robust plante. De tager hverken skade af lidt blæst, sne eller frost, og stærk forårssol klarer de også. Planter du stedmoderblomster ud i potter i haven, og der pludselig er udsigt til hård frost, er det dog klogt at stille potterne et beskyttet sted, eller du kan dække dem med fiberdug el.lign. Så overlever de som regel.

Dyrkning af stedmoder: fra frø til plante

I stedet for blot at plante stedmoderblomster og hornvioler ud i haven kan du vælge at drive dem frem fra frø. Det er bedst at så i juli i bakker udenfor eller i et specielt såbed. 

Det første år dukker en lille bladroset op, som du kan plante ud på det ønskede voksested i slutningen af sommeren eller lige i starten af efteråret. Når foråret kommer, kan du glæde dig over, at planterne blomstrer smukt.

Som alternativ til såning i juli kan du godt forsøge at så frøene indenfor i årets første måneder. Når planterne er vokset godt til, og foråret er lige om hjørnet, kan du plante dem ud på deres endelige voksested. Forinden er det en god idé gradvis at vænne planterne til livet i det fri, så overgangen ikke bliver for hård. Husk at vande regelmæssigt, for planterne kommer hurtigt til at hænge, hvis de mangler vand. Får planterne lov at sætte frø, kan der komme nogen frøspredning, og de fine planter dukker op hist og pist.

TIP: Husk at knibe de visne blomster af, for så bruger planten ikke energi på at udvikle frø. Vil du gerne høste frø, skal du selvfølgelig lade nogle af blomsterne sidde.

Stedmoderplanter og hornvioler sælges ofte i plastikpotter, så mange vil foretrække at plante dem over i pæne, rustikke lerpotter. Vælg gerne potter, der er større end dem, planterne er købt i. Så er der plads til, at planterne kan vokse.

Stedmoderblomster eller hornvioler?

Det kan være svært at se forskel på stedmoderblomster og hornvioler, men hornviolerne har mindre blomster end stedmoderblomsterne. Den største forskel er dog, at stedmoderplanter kun holder en sæson, mens hornvioler er flerårige. Generelt bruges begge planter som enårige udplantningsplanter, men du kan med fordel flytte hornviolerne over i et bed, når sæsonen er omme.

Stedmoderblomster og hornvioler er også søde i potter indenfor, men de bliver ofte ranglede på grund af varmen og manglen på lys. Du kan klippe dem lidt tilbage, når de bliver ranglede, og herefter plante dem ud. Så kommer de ofte hurtigt i gang igen

Navnet kommer af stedmoderens kjole

Eventyrenes beretninger om onde stedmødre er brugt om de smukke stedmoderblomster. Her fortæller historien, at det nederste kronblad symboliserer stedmoderen i en smuk kjole, mens de to kronblade lige over hende er hendes egne døtre, der ligeledes har fine mønstre på kjolerne. Hendes steddøtre er derimod de to bageste kronblade i ensfarvede og kedelige hverdagskjoler.

Pynt med stedmoderblomster

Stedmoderblomster og hornvioler er kendt for deres klare farver, men de fås også i sart hvid. Sætter du dem i små vaser, kan de fx bruges på bordet til konfirmation eller forårsbrylluppet.

TIP: Det ser fint ud med planter i små lerpotter, men de har brug for godt med vand. Er der drænhul i potterne, kan du fx sætte dem i et fad med vand, så blomsterne løbende kan slukke tørsten.

Stedmoderblomster og hornvioler er vidunderlige i blandede buketter. Du kan fx sætte dem sammen med den fyldte, hvide anemone ’Vestal’, perlehyacinter, balkananemoner, kærmindesøster, vårfladbælg, blomstrende blommegrene og engkarse.

Stedmoderblomster og hornvioler har forholdsvis korte stilke, men de fine blomster er alligevel søde i vaser. Du kan fx samle små glasvaser på et zinkfad og fylde vaserne med blomster – her har blomsterne fået selskab af en blomstrende blommegren.

TIP: Du kan gå efter blomster i samme farveskala, men du kan også vælge at bruge blomster fra hele farvepaletten.

Stedmoderblomster kan spises

Et stykke rugbrød med avocado er lækker, sund frokost, og maden bliver særligt indbydende, hvis du pynter den med spiselige blomster som fx stedmoderblomster eller hornvioler. Husk at sikre dig, at blomsterne ikke er sprøjtet.

Smukke spiselige blomster sætter prikken over i’et på salaten. Husk at sikre dig, at blomsterne ikke er sprøjtet.

Skal du servere smør eller is i skåle og små fade, kan du stille dem på et fad med isterninger, så smørret/isen ikke smelter så hurtigt. Her har isterningerne fået selskab af blomster.

TIP: Du kan også fylde en stor skål med de blomstrende isterninger og bruge dem til at holde vin og øl kolde.