Dyrkningsforsøg med tomater

Efter en sæson hvor vi stort set ingen tomater kunne høste, har jeg skovet en masse træer, så drivhuset har fået mere lys og luft. Jeg håber på, at det sammen med en god omgang hestemøg kan forbedre udbyttet af høsten meget.
 
 
Jeg har kastet mig ud i tre forskellige forsøg med mine tomatplanter, hvor jeg har sat de samme sorter i forskellige miljøer.
 
I drivhuset har jeg sat 16 tomatplanter af Miniblomme, Carprese og Ildi, og de er alle plantet direkte i jorden, som er gødet med masser af hestemøg.
 
Under en overdækning står fire tomatplanter, som også er af sorterne Miniblomme, Carprese, Ildi, men også Sungold. De står i to store trug, hvor jorden også er gødet med hestemøg og bl.a. ålegræs.
 
Udendørs har jeg stillet fire tomatplanter af samme sorter op ad en sydvendt væg. De står også i to trug.
 
Alle tomaterne, både dem i drivhuset, under overdækningen og på friland, blomstrer ca. lige meget og er næsten lige store. Alligevel ser planterne fra overdækningen sundere og kraftigere ud, men hvilke planter der først sætter tomater, må tiden vise.
 
 

Se i galleriet, hvordan de forskellige tomatforsøg klarer sig.