De første forberedelser til den nye have

Vi har valgt at flytte krydderurtehaven op til den store nye terrasse foran udhuset, så vi let kan tage de sprøde krydderurter med ind. Jeg havde forestillet mig en krydderurtehave i stramme geometriske former, men jeg måtte gå på kompromis. Så nu har krydderurtehaven fået en lidt mere organisk form med rette linjer, der udgør det lille stisystem i krydderurtehaven.
 
 
Der er kommet fire nye bede til, og det yderste mod indgangen og indkørslen plantes til med en del stedsegrønt, så vi for det første har noget fint at kigge på om vinteren, og for det andet får lidt afskærmning fra det udenfor.
 
Til stierne har vi valgt slotsgrus som belægning, og midt i den lange indgang bliver der også lagt en række fliser, så vi ikke får slæbt for meget grus med ind. Fliserne lægges som en smal gang af 50 × 50 cm’s fliser med chaussésten imellem. I kanterne langs bedene lægger vi også chaussésten. Til stierne i den spiselige del af haven har vi valgt en mørk barkflis.
 
Dermed er vi i fuld sving med at få bakset de forskellige elementer af køkkenhaven sammen og jordbærbedene er allerede blevet udvidet. Vinplanterne er ved at blive flyttet og kommer til at afskærme for nysgerrige blikke fra den offentlige sti, der går langs vores nordside.
 
 
Vinplanterne får optimal soldisponering efter flytningen. De bliver ved samme lejlighed sorteret, og jeg kasserer ca. halvdelen, så vi ender med blot at have 30 vinplanter. For tiden brygger jeg nemlig mere øl end vin.
 
Det er imidlertid hårdt arbejde at flytte alle de planter og den megen jord. Og selvom alt p.t. ligner kaos, så kan vi så småt begynde at ane de grove linjer. Vi er ganske fortrøstningsfulde.
 

I galleriet nedenfor kan du se, hvordan den spæde start for forvandlingen af Blomsterhaven så ud.