Blomsterhaven får nye beboere

Der er gang i den her i Blomsterhaven, og snart kommer vi med flere interessante tiltag. Gennem tiden har mange forbipasserende spurgt, om vi ikke kunne tænke os at sælge ud af vores smukke blomster og afgrøder. Altså lave en lille butik ved vejen, og det er netop ét af vores mange kommende tiltag.
 
 
Desuden er min humlehave også blevet udvidet, så den nu består af otte forskellige sorter, som du ser nedenfor. De skal alle flyttes over i en ny stor humlegårdhave, for hele haven er nemlig under udvidelse igen.
  • Hallertauer Aroma, aromahumle
  • Saaze, aromahumle
  • Hallertauer Mittelfrüh, aromahumle
  • Saphir, aromahumle
  • Phoenix, blandingshumle
  • Magnum, bitterhumle
  • Taurus, bitterhumle
  • Target, bitterhumle

Læs også: Mandelkage med citron

Æbletræerne, som vi podede for et par år siden, skal også flyttes over på en mere permanent plads. Vi overvejer at anlægge en allé hen mod en af foldene.
 
Derudover skal vi have skovgrise, så lyden af skovgrisene kommer til at præge mosen i Hjortespring. De bliver synlige for nysgerrige forbipasserende, med mindre grisene gemmer sig i skoven. Vi åbner nemlig op for en del af den kommende grisefold ud mod en af stierne i Fedtmosen.
 
Men også smukke grå gotlandske får kommer med tiden til Hjortespring. Vi har planer om at blive så selvforsynende som muligt. Vi har fået godt styr på køkkenurterne og -afgrøderne, og alt øl laver vi også selv. Hønseholdet ser også ud til at fungere, for de giver en god mængde æg. Måske vi også skal have en flok indiske løbeænder til Blomsterhaven.