10 planter du skal tage ind nu

Når nætterne bliver koldere, og den første frost kan være her når som helst, så er det tid. Tid til at sætte de frostfølsomme planter i ly. 

Mange af terrassens planter i krukker og potter har nemlig brug for at overvintre indendøre for, at de kan klare sig - og venter du for længe med at tage dem ind, kan du risikere, at planterne taber de fleste af bladene. Her kan du se 10 planter, der har bedst af at blive sat til overvintring netop nu, og hvordan du skal opbevare dem.

Mere grøn inspiration: Sådan undgår du kryb og råd i dine fuglekasser

10 planter, du skal sætte til overvintring nu

  • Pelargonier
  • Citrusplanter - citron, appelsin m.v.
  • Oliventræer
  • Skærmliljer, Agapanthus
  • Diverse grønne stueplanter 
  • Laurbær
  • Fuchsia
  • Nerier
  • Hør- og dværgpalme
  • Agave


 

Sådan opbevarer du dine overvintrende planter

Sarte potteplanter har bedst af at blive opbevaret ved kølige temperaturer omkring 5-15 grader. Samtidig må der gerne være så lyst som muligt. Et uopvarmet, men isoleret drivhus, udhus, vinterhave eller veranda med ovenlys eller store vinduer kan bruges til de mest hårdføre planter som fx oliven, laurbær og skærmlilje. Planterne skal holdes let fugtige, må ikke tørre ud og skal blot vandes i moderate mængder under vinteropbevaringen.

Mere sarte planter som citrustræer tåler ikke den mindste frost, så de vil kræve, at der er lidt varme på i drivhuset i årets koldeste måneder. I en stue vil de ikke få lys nok, selvom der er dejligt varmt.

Se også: Sådan dyrker du pelargonier

I marts måned kan du så småt begynde at øge mængden og hyppigheden af vand og supplere med lidt gødning. Når forårsjævndøgn er passeret, er der lys nok til, at planterne begynder at vokse.

Når de i april-maj er i god vækst, og er blevet passet og plejet med vand og gødning, kan de så småt blive flyttet ud i haven igen.

TIP: Har du ikke mulighed for kølig opbevaring, kan det godt lade sig gøre at overvintre planter inde i huset. Stil planterne så lyst som muligt i husets køligste rum. Er du nødt til at tage planterne ind i stuen, så gælder det om at få planterne flyttet indenfor, mens det fortsat er lunt i vejret. Dermed bliver overgangen fra udeliv til indeliv ikke så voldsom for dem.

Har du sommerfuglebuske i haven? Se her, hvordan du tager stiklinger, så du kan få endnu flere af de flotte, lilla blomster