Et drivhus monteret på husets gavl
Drivhus & Orangeri

Inspiration og guide: Et drivhus på husets gavl

Tekst og foto: Jytte Boch 8.04.2015
Går du med en drøm om et overdækket spisested i haven, hvor du tilmed kan dyrke dine egne solmodne tomater? Så lad inspirere af denne smarte løsning med et drivhus!

Da Gitte og Preben Maangnesens gamle drivhus skulle udskiftes, valgte de at bygge det nye på gavlen af deres hus. Parrets drivhus på 11,7 m2 er fra Willab Garden og har et muret fundament. Sådan en type drivhus kan konstrueres, så det passer til individuelle behov, og Gitte og Preben valgte fx at få dobbeltdør i siden.

Byg drivhuset på huset, og udnyt varmen

Der er mange fordele ved at bygge drivhuset på gavlen til dit hus. Et vægdrivhus fylder nemlig ikke særlig mange kvadratmeter, men skaber stadig rig mulighed for at have et hyggeligt blomster- og plantemiljø hele året rundt.

En anden fordel ved at bygge drivhuset op ad husmuren er, at solen opvarmer både drivhus og den væg, som drivhuset er placeret op ad, og det medfører, at husmuren holder bedre på varmen. Etablerer du dit drivhus op ad husmuren, er der også den fordel, at drivhuset ligger dejlig tæt på køkkenet, når der skal bruges krydderurter og tomater til aftensmaden.

Købeguide til drivhus

Før du investerer i et drivhus, er der især tre ting, du bør gøre dig overvejelser omkring:

Størrelse på drivhus

Når du har taget beslutningen om at investere i et drivhus, er det vigtigt, at du tager udgangspunkt i dine behov. Er det første gang, du skal købe et drivhus, kan det imidlertid være svært at kende sit behov. En god regel er, at du hellere må købe drivhuset for stort end for lille, for når først drivhuset er i hus, rammes man ofte af den grønne glæde, og så ville man ønske, at man havde plads til meget mere.

Placering af drivhus

Hvordan drivhuset skal placeres, findes der ikke noget entydigt svar på. Tag udgangspunkt i den måde, du ønsker at anvende drivhuset på. Hvad enten du ønsker at bruge drivhuset til dyrkning eller som en hyggelig udendørs oase, er det en god idé at placere det i læ fx ved hjælp af en hæk eller et hegn, ellers risikerer du, at vinden nedkøler drivhuset. Sørg også for, at det ikke er placeret for tæt på store træer, da de også skygger for drivhuset, og i værste tilfælde kan nedfaldende grene skade glas og profiler.

Fundament

Sørg for, at drivhuset står på et stærkt og stabilt fundament, som er godt forankret i jorden. Du kan vælge at lave et fuldt støbt betonfundament, men et fundament af trykimprægneret træ kan også gøre det fint ud for et godt fundament.

Få mere inspiration til smukke drivhuse i galleriet nedenfor!

Kilde: Juliana.com