Soveværelset er særligt udsat for husstøvmider
Tips & tricks

Sådan bekæmper du støvmider i hjemmet

af Line Sølvhøj Johansson. 30.09.2020
Foto: Iben Kaufmann.
Støvmider er uundgåelige i hjemmet, men for mange af dem kan medføre allergi hos os mennesker. Få tips til at holde bestanden af husstøvmider nede her!

Støvmider er en af de mest almindelige årsager til allergi, og vidste du, at der kan eksistere op mod 100.000 af dem på blot én kvadratmeter af dit tæppe? Heldigvis kan du gøre meget for at forebygge, og hvis du minimerer antallet af støvmider i dit hjem, sikrer du dig et mere sundt miljø for både dig og din familie. Derfor har vi samlet nogle tips til, hvordan du undgår støvmider i hjemmet – se med herunder.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Sådan undgår du støvmider

Hvor trives støvmider?

Støvmider lever bedst i stof, og derfor gør du det langt sværere for støvmider at overleve, hvis du for eksempel vælger læderbetrukne møbler. I rum, som er særligt udsat for høj luftfugtighed, for eksempel badeværelse, bryggers og køkken, er det en god idé at undgå gulvtæpper. Gulvtæpper i andre rum skal renses ofte.

Luftfugtighed og varme

Støvmider lever og formerer sig bedst på varme og fugtige steder – og steder med en temperatur på over 20 grader er deres favorittilhørssted.

Undgå så vidt muligt at tørre tøj indenfor eller brug badeværelset, hvis det ikke kan undgås helt. Har du høj fugtighed i dit hjem, kan en affugter være en god løsning.

Støvsugning

En støvsuger er ikke bare en støvsuger, og en støvsuger med et højeffektivt partikelfilter er især godt, hvis der er en høj fugtighed i hjemmet.

Sørg for at støvsuge rum, hvor du ofte befinder dig – især rum, hvor hyggelige plaider, puder og gulvtæpper er at finde, så du minimerer risikoen for støvmider.

Sengetøj

Vask dit sengetøj ofte – helst hver 14. dag – på 60 grader eller derover, og sørg for at lufte det hver dag.

Lad være med at rede sengen om morgenen - vent til senere, så får fugten mulighed for at fordampe fra dynerne inden.

Undgå opbevaring under sengen - madrassen har bedst af at have luft under sig, så den kan komme af med fugten.

Rengøring

Støvmider kan gemme sig alle steder, og derfor er det vigtigt at holde dit hjem rent. Flyt møblerne engang imellem, så du får gjort rent i alle kroge. Husk at tørre persienner af, og vask dine gardiner.

Og så er børnenes legetøj er vigtigt at huske på under din rengøringstur.