Stueplanter

Pasning og placering af potteplanter

af Susie Helsing Nielsen 11.03.2009
Foto: Claudi Thyrrestrup, Martin Sølyst og Kira Brandt
Placering har i høj grad betydning for, hvor længe dine planter lever. Her kan du blive klogere på, hvad du kan gøre for, at dine planter lever længst muligt.

Placeringen har i høj grad betydning for, om din nyindkøbte plante vil overleve i vindueskarmen. Her får du en miniguide til den rette placering, pasning og pleje af planter, der både vil fryde øjet og løfte stemningen i de forskellige rum.

Læs også: Window farming: Dyrk grøntsager i vinduet

Planter til det nordvendte vindue

Stueazalea, Rhododendron Simsii

En blomsterrig lille rododendron med blomster i alle variationer inden for den hvide, lyserøde, røde og lilla farveskala. Blomsterne kan være enkelte eller dobbelte. Blomstringen varierer alt efter sorten, men ligger cirka fra september til april. Planten skal vandes med kalkfattigt vand (regnvand eller kogt vand), og den tåler ikke udtørring.

Saintpaulia/Usambaraviol, Saintpaulia ionantha-hybrid

En lille lav plante med mørkegrønne, tykke behårede blade og kønne små blomster i farvevarianter inden for den blå, hvide, rosa eller rødlige farveskala. Planten blomstrer hele året og trives bedst ved stuetemperatur. Vand og gød den regelmæssigt nedefra fra april til september med en let udtørring mellem hver vanding.

Surkløver, Oxalis SP

Planten har enten hvide, lyserøde, lysviolette eller sartrosa blomster og grønne, mørkviolette eller grøn/violette blade. Den blomstrer i hele vækstperioden og visner normalt ned i løbet af efteråret. Den holder hvileperiode indtil foråret, men kan godt stå med blade hele året. Vand og gød den regelmæssigt fra april til september. Vand og gød slet ikke om vinteren. Står planten med blade gennem vinteren, skal du vande sparsomt. Stil rodknoldene ved ca. 5º i hvileperioden indtil foråret.

Læs også: Pynt med forårsblomster

Planter til det sydvendte vindue

Blyrod, Plumbago auricultata (Plumbago capensis)

En yndefuld slyngplante med lysende blå blomsterskærme. Findes også i en anden art med koralrøde blomster og noget større blade. Blomsterne sidder i små bægre fulde af klistrede kirtelhår. Trives ved stuetemperatur og vil gerne stå lidt køligere om vinteren for at fremme blomstringen. Vand og gød regelmæssigt nedefra fra april til september, og lad den tørre let ud mellem hver vanding. Gød ikke i vintermånederne og vand kun sparsomt.

Mangeblomstret Jasmin, Jasminum polyanthum

En let og yndefuld slyngplante med et væld af hvide velduftende blomster. Blomstrer naturligt fra juni til september, men købes som blomstrende potteplante fra november til marts. Vand og gød regelmæssigt fra april til september. Du skal ikke gøde i vintermånederne, og du skal kun vande, når jorden er ved at tørre ud. Tåler ikke udtørring.

Pelargonie, Pelargonium zonale Hybrider

Pelargonie med bløde runde blade og store skærme med enkle eller dobbelte blomster i farver inden for den
hvide, røde, pink, rosa og violette skala. Lad planten tørre let ud mellem hver vanding og gød regelmæssigt om sommeren. Gød ikke i vintermånederne, og vand kun, når planten begynder at få slappe blade.


Planter til det østvendte vindue

Syrenprimula, Primula malacoides

En romantisk og yndefuld plante med et væld af blomsterstande i flere etager. Blomsterne er hvide, lyserøde, lilla, violette eller røde. Syrenprimula blomstrer fra januar til april. Planten skal ikke stå for varmt under blomstringen, da varmen vil forkorte blomstringsperioden betydeligt. Gerne temperatur ned til 10º. Vand regelmæssigt med en let udtørring mellem hver vanding - ingen gødning. Planten kasseres efter afblomstring.

Spiralfrugt, Streptocarpus-hybrid

En lav plante med store aflange blade i roset og tynde blomsterstilke, hver med to blomster i enten røde, rosa, violette, blålige eller hvide farver. Spiralfrugt blomstrer fra marts til oktober. Trives bedst ved stuetemperatur, og om vinteren kan temperaturen sænkes til 17-18º for at udvikle flere blomster. Vand og gød planten regelmæssigt nedefra fra april til september. Gød ikke i vintermånederne, og vand kun sparsomt.

Regntræ, Brunfelsia pauci flora

En lille busk med afl ange mørkegrønne blade og lilla blomster med hvid midte. Planten blomstrer fra januar til april. Vand og gød regelmæssigt fra april til september. Gød ikke i vintermånederne, og vand kun, når jorden er ved at tørre ud. Regntræet trives ved stuetemperatur i vækstperioden og gerne ned til 10º i vintertiden for at fremme blomsterdannelsen. Tåler temperaturer ned til 5º.

Planter til det vestvendte vindue

Potterose, Rosa-hybrider

Potterosen holder sjældent ret længe, men alligevel er den en af de dejligste potteplanter med blomster i alverdens farver. Blomstrer stort set året rundt. Potterosen trives ved stuetemperatur eller køligere. Vand og gød den regelmæssigt, den tåler ikke udtørring. Roser bryder sig ikke om tør luft, så stil ikke planten over en radiator eller nær brændeovnen. Kasser planten efter blomstring.

Gardenia, Gardenia augusta (Gardenia jasminoides)

En plante med mørkegrønne meget blanke blade og store velduftende hvide fyldte blomster. Blomstrer naturligt fra juli til oktober, men købes som blomstrende potteplante fra oktober til marts. Vand regelmæssigt fra april til september med kalkfrit vand (regnvand eller kogt vand). Ved hver vanding tilsættes gødning beregnet til surbundsplanter. Gød ikke i vintermånederne, og vand kun sparsomt. Gardenia trives ved stuetemperatur i vækstperioden og lidt køligere om vinteren for at fremme blomsterdannelsen.

Hortensia, Hydrangea macrophylla

Store tunge smukke blomsterskærme i hvide, blålige, lilla, lyserøde eller bordeaux farver pryder denne plante indtil afblomstringen, hvor farverne skifter til grønne nuancer. Hortensia trives bedst ved stuetemperatur eller køligere. Vand regelmæssigt, men gød først efter afblomstring. Planten tåler ikke udtørring.

Læs også: 10 nye vaser til dine buketter

Har du brug for hjælp til stueplanterne? Tjek vores store guide til stueplanter her.