Tips & tricks

Guide: Denne temperatur skal du vaske tøj ved

af redaktionen 24.06.2022
Foto Shutterstock.
Vil du være sikker på, at dit vasketøj bliver rent og fri for bakterier og andre usynlige pletter? Så læs med her, hvor vi guider dig til, hvilken temperatur du skal vaske dit vasketøj ved.

På de fleste vaskemaskiner har du muligheden for at vælge vaskeprogrammer, der vasker tøjet ved alt lige fra 0 til 90 grader. Men hvad skal du vælge, hvis du vil være sikker på, at tøjet er rent og fri for bakterier, når vaskemaskinen er færdig? Vi guider dig her!

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Disse temperaturer skal du vaske tøj ved

15-20 grader:

T-shirts, bluser, bukser og tøj, som du normalt ville vaske ved 30-40°C. Medmindre tøjet er meget beskidt eller du har haft tøjet på, mens du var syg.

30-40 grader:

Vurder, hvor snavset tøjet er. Skru eventuelt ned på 30°C, hvis dit tøj ikke er alt for beskidt.

60 grader:

Sengetøj, håndklæder, undertøj og tøj, der kan indeholde bakterier eller støvmider.

90 grader:

Karklude og tøj, der har været i kontakt med smitsomme bakterier fra for eksempel opkast, diarré eller som du har gjort rent med på toilettet.

Vil du dræbe bakterier og støvmider? Så skal du vaske ved disse temperaturer

Hvis man vil være sikker på at komme bakterier og støvmider i tøjet til livs, så skal man vide, at nogle dør ved 60 grader, mens mere hårdføre bakterier først dør ved 80 grader.

Sundhedsstyrelsen anbefaler derfor, at man for at få dræbt bakterier og støvmider skal følge deres anbefalinger for tøjvask.

60 grader

Hvis en person i din familie har eksempelvis lus, fnat, smitsom sygdom med bakterier, virus eller svampe, så anbefales det at vaske undertøj, linned, håndklæder, viskestykker, karklude og lignende ved 60 grader.

Hvis du er syg, er det derfor en god idé at tage tøj på, som kan tåle at blive vasket ved 60 grader, så du undgår at smitte andre i familien.

80 grader eller mere

Har du pletter af blod, afføring, diarré, opkast eller urinpletter på tøjet anbefales det, at du vasker på mindst 80 grader.

Koldere vask skåner miljøet

Der er en del at vinde – både for pengepungen og miljøet – hvis du skruer lidt ned for temperaturen, når du skal vaske dit tøj.

Det anbefales naturligvis, at du følger vaskeanvisningen i tøjet, men ofte kan du sagtens vaske koldere og spare energi, hvis ikke dit tøj er for beskidt.

Skruer du ned til 15 eller 20 grader i stedet for en almindelig kulørtvask på 30-40 grader, så skåner du miljøet.

Brug særligt vaskemiddel til kold vask

Det eneste, du skal være opmærksom på, er, at en koldere vask kræver det vaskemiddel, der kan opløse fedt og snavs ved lavere temperaturer.

Og så er det vigtigt at understrege, at bakterier ikke dør, hvis du vasker med koldere vand. Heller ikke hvis du bruger særligt vaskemiddel til koldt vand.

TIP: Bruger du ofte koldvandsvaskemidler, så anbefales det, at du kører en vask uden tøj én gang om måneden ved minimum 80 grader.

Brug vaskepulver til hvid vask, som indeholder blegemiddel. Det fjerner bakterievækst i vaskemaskinen og forebygger dårlig lugt.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk