Sådan bruger du en sømpistol

En sømpistol er et ekstremt effektivt værktøj, der er nemt – men også farligt – at bruge. Det er samtidig et dyrt stykke værktøj. Prisen hentes dog hurtigt hjem på den tid du sparer, når du ikke skal fumle med søm, slå dem for og endeligt helt i. En sømpistol slår sømmene mere præcist i, end du selv kan gøre det, så resultatet bliver meget flottere.

Dermed er en sømpistol også et værktøj for handymanden eller handykvinden, der skal bygge større ting som f.eks. skur, overdækning, terrasse og carport. Eller med den lille sømpistol til de mindre ting, som f.eks. at sømme kasser sammen eller til opsætning af lister o.lign. Det kan i øvrigt godt betale sig at købe en sømpistol af god kvalitet, da den holder længere og er nemmer at bruge og arbejde med.

Sømpistolen findes i flere forskellige udgaver, der igen findes til forskellige størrelser søm, dykkere eller stifter. Drivkraften til at slå søm og dykkere i, er enten batteri, trykluft eller gas. Til mindre stifter er drivkraften batteri eller fjeder. Sømpistolen er tung at bruge, men igen går det så hurtigt, at der sagtens kan blive plads til fortjente pauser.

DEN EFFEKTIVE SØMPISTOL

Det kræver egentlig ikke så meget knowhow at betjene en sømpistol, men en sømpistol et meget farligt stykke værktøj. Du skal være 18 år for at betjene den, og du skal sætte dig ind betjeningen af den ved at læse brugsanvisningen grundigt, før du bruger den.

En sømpistol på batteri er ret effektiv, og du skal ikke slæbe rundt med besværlige luftslanger.

Værktøjet er konstrueret på en måde, så den har to uafhængige sikringer mod utilsigtet affyring, hvilket er aftræks- og affyringssikringen. Aftrækssikringen sikrer, at du kun kan affyre et søm ad gangen. Herefter skal aftrækkeren tilbage til en sikringsstilling, før den kan affyre igen. Affyringssikringen, der sidder ved pistolens munding, sikrer, at du kun kan affyre et søm, når sikringen presses mod en flade som f.eks. et stykke træ.

SØM TIL SØMPISTOLEN

Søm til sømpistolen fås i kasser med bælter eller tromler. Til private opgaver er det typisk bælter der benyttes, hvor sømmene ligger på rad og række med omkring 20-40 søm i hvert bælte. Når du skal lade sømpistolen med søm, skal du enten fjerne batteriet eller trykluftslangen. Det er alt for farligt at have den tilsluttet. Sømmene skal passe til sømpistolens mærke. Bruger du søm, der ikke passer, kan de sætte sig fast, og så skal pistolen skilles ad og renses, før du kan fortsætte (med korrekte søm).

Du skal også huske at bruge korrekt dimensionerede søm til arbejdet. Man kan godt være fristet af at bruge de samme søm til forskellige opgaver, men det dur ikke, da f.eks. for store søm kan ødelægge træet.

Søm bruges ofte til at sømme de grovere dele af bygningssammenføjninger som f.eks. beklædninger, taglægter o.lign. fast. Søm findes i forskellige metaltyper, afhængig af om det er til indendørs eller udendørs brug og fås i længder fra ca. 50 - 90 mm.

Nogle søm har lim på, der modvirker, at sømmene løsner sig, og materialerne dermed arbejder sig væk fra hinanden.

Med en mindre sømpistol på lufttryk kan du f.eks. hurtigt sætte lister op. 

Dykkere til sømpistolen

Nogle sømpistoler kan både skyde søm, dykkere og klammer, men naturligvis kun en type ad gangen. Andre sømpistoler er dedikeret til kun at slå dykkere i. Dykkere er mindre søm, med et hoved som kun lige går en lille smule ind i træet. De bruges ofte til mindre sammenføjninger, som f.eks. til at sømme mindre lister og indfatninger fast. Dykkere findes i forskellige metaltyper og i længder fra ca. 15 til 50 mm.

BESKYT DIG

Sømpistoler på trykluft er meget støjende i brug, og derfor er et høreværn nødvendigt. Det vil beskytte dine ører mod de gentagne høje lyde fra sømpistolen.

Da sømpistoler skyder søm ud med voldsom kraft, er det potentielt livsfarligt hvis du rammes i hovedet eller ved gennemboring af kroppen. Det kan dog være svært at arbejde iført brynje, men agtpågivenhed skal udvises under arbejdet. Når sømmet penetrerer et stykke træ, kan splinter flyve til alle sider, og derfor er det vigtigt, at du bruger beskyttelsesbriller med beskyttelse både foran og på siderne.

FORDELE OG ULEMPER VED FORSKELLIGE SØMPISTOLER

Trykluft

Fordelen ved sømpistoler, der tilsluttes en kompressor, er, at de er kraftige og kan skyde selv store søm ind i tømmer. Selve pistolen vejer lidt mindre end dem på gas og batteri. Sømpistoler på lufttryk er billigere end de øvrige, men kræver til gengæld en kompressor.

Ulempen er, at du skal slæbe rundt på lange luftslanger. Du er også afhængig af strøm til selve kompressoren. Skyder du mange søm i på kort tid, skal du også have en stor kompressor – ellers løber du tør for luft, og må vente til trykket igen er højt.

Batteri

Fordelen ved sømpistoler på batteri er, at de er meget nemme at arbejde med. Der er ingen slanger som skal slæbes med rundt, og du har derfor stor bevægefrihed under arbejdet med den.

Ulempen er, at pistolen er noget tungere. Den sælges normalt uden batteri og oplader, hvilket øger den samlede pris. Batteriet skal løbende genoplades, eller suppleres med et ekstra batteri, der igen gør pistolen dyrere. Batteripistolen kan ikke slå lige så kraftige søm i som en sømpistol på lufttryk.

Gas

Fordelen ved en sømpistol på gas er, at den er lige så kraftig som de kraftigste lufttryksmodeller, men at du helt slipper for ledninger og slanger.

Ulempen er, at den er dyr at anskaffe. Der er også løbende forbrugsomkostninger, da gas skal indkøbes. En gaspatron kan bruges til ca. 800 anslag. Batteriet til gassen skal også lades op. Vægten er til den tunge side.

Fjeder

Fordelen ved en fjederbaseret sømpistol er, at de er meget lette og hverken har behov for strøm, gas eller luft.

Ulempen er, at de kun kan bruges til stifter, klammer eller små dykkere. De er ikke særlig kraftige, og du skal bruge dine egne kræfter til at udløse fjederen som skyder stiften ud.

TIPS OG TRICKS TIL ARBEJDET MED SØMPISTOLEN

  • Vælg den rigtige sømpistol til det arbejdet.
  • Afmonter sømpistolen fra kompressoren eller batteri, når du skifter søm.
  • Find den korrekte vinkel, før du trykker på aftrækkeren.
  • Hold altid sømpistolen væk fra dig selv og andre.
  • Børn må under ingen omstændigheder bruge en sømpistol!

En stor og kraftig sømpistol på lufttryk er hurtig til at slå søm i. Her bruges den til at sætte brædder fast i taglægter.

UNDGÅ ULYKKER MED SØMPISTOLER

En sømpistol er et kraftigt stykke værktøj, som desværre kan forvolde voldsomme skader. De typiske skader sker på den hånd, der holder træet, som skal sømmes sammen, eller når splinter flyver ind i øjne, ansigt eller hænder. For at undgå at komme til skade skal hænder og arme holdes langt væk fra sømpistolens bane. Sømpistolsulykker undgås ved at tænke sig om, kende værktøjet og naturligvis bruge værn til ansigt, hænder og ører.

Peg aldrig en sømpistol mod nogen. Skal du flytte på værktøjet, skal du sørge for, at mundingen peger nedad.

Vær opmærksom på andre mennesker, mens du arbejder med sømpistolen. Du kan i et uopmærksomt øjeblik komme til at ramme dem. Sørg for at alle mennesker er langt væk fra dig, når du bruger sømpistolen. Vær særlig opmærksom på, at der ikke står personer bagved døre, vægge eller det stykke tømmer du arbejder med.

Folk er generelt fascineret af den lille sømpistols kraftige skud med søm, og flere ulykker går desværre ud over en tilskuer, som måske var lidt for nysgerrig og var kommet for tæt på en uopmærksom handymand.