10 uundværlige stykker værktøj til din værktøjskasse

Er din værktøjskasse gabende tom, kan det være svært at gennemskue, hvilket værktøj du skal anskaffe dig først. Der er noget værktøj, som er vigtigt at have, for at du kan klare de mest gængse opgaver, som det at have egen lejlighed eller eget hus kræver.

 

Der er overraskende mange små og større projekter i hjemmet, du kan klare på egen hånd, selvom du måske ikke har den helt store håndværkererfaring. Har du det rette værktøj, og ved du, hvad det skal bruges til, er du kommet langt. Generelt gælder det, at du kommer længst med værktøj af god kvalitet.

10 MUST HAVE-VÆRKTØJ TIL DIN VÆRKTØJSKASSE

Hvis du skulle vælge 10 stykker værktøj at fylde din værktøjskasse med, så vil vi anbefale, at det er disse 10. Med dem kan du klare de fleste gør det selv-projekter i huset eller lejligheden.

 

Slibeværktøj: Vinkelsliber, båndsliber eller rystepudser

En vinkelsliber kan både bruges til at skære grove materialer over og slibe metal og træ.

Selvom du måske tænker, at en slibemaskine ikke er nødvendig at have, er det faktisk overraskende tit, at der i istandsættelsen af et rum er overflader, der skal slibes ned. Men der er forskel på, hvilket værktøj du skal vælge, alt efter om den overflade, du vil slibe, er af træ eller metal, og dermed alt efter hvilket projekt du skal i gang med.

En vinkelsliber er et elektrisk værktøj, som fås med et støttehåndtag, der gør arbejdet nemmere. Det er et multifunktionelt værktøj til grovere opgaver, som både kan bruges til at slibe, pudse og skære. Den fås med forskellige skiver, bl.a. til at skære igennem jern og mursten og til at slibe metal- eller træoverflader. En båndsliber er god til større overflader, f.eks. gulve.

Skal du male en væg, er det vigtigt at overfladen er helt glat og plan, inden du maler. Hertil skal du bruge en slibemaskine, f.eks. en excentersliber eller en rystepudser. Begge er håndholdte, elektriske værktøjer, som effektivt sliber overflader. Tæt på kanter er en slibemus også god.

Til de mindre opgaver er det også altid godt at have en slibesten eller sandpapir i værktøjskassen. Til alle slibeopgaver er det vigtigt at lægge mærke til slibekornenes størrelse. Jo finere de er, jo finere et resultat. Skal du slibe større overflader, er det dog en bedre idé at vælge grovere korn, for det går betydeligt hurtigere.

Strømforsynet eller batteridrevet værktøj

Der kan være fordele og ulemper ved et strømforsynet eller batteridrevet værktøj. Et værktøj med ledning holder hele projektet igennem, men kræver en kabeltromle eller forlængerledning og er ikke så nem at manøvrere, fordi der hele tiden skal tages højde for ledningen. Et batteridrevet værktøj er praktisk og nemt at håndtere, fordi ledningen ikke er i vejen, men batteriet skal løbende lades op og holder ikke for evigt. Det kan sætte sine begrænsninger for tidshorisonten for et projekt. Derfor er det en god idé at investere i et reservebatteri.

Boremaskine og skruemaskine

Om du skal vælge en almindelig boremaskine eller en slagboremaskine, afhænger af det materiale, du skal bruge den til.

En god boremaskine og en god skruemaskine er uundværlig i de fleste hjem til at hænge hylder, billeder og lign. op på væggene. Er boremaskinen batteridrevet, er det vigtigt, at du vælger en med et godt, langtidsholdbart batteri – investér evt. i to batterier. Undersøg som det første, hvilke materialer du oftest vil komme til at skulle bore i i dit hjem.

Har du udelukkende gips-, murstens- og trævægge, er det tilstrækkeligt med en almindelig boremaskine af god kvalitet. Er de fleste vægge i din lejlighed eller i dit hus derimod af beton, er det nødvendigt med en slagboremaskine, fordi den kan klare kraftigere materialer. Vil du være helgarderet, fås almindelige boremaskiner også med slagborfunktion.

 

Måleværktøj: Vaterpas og tommestok

 

Skal du f.eks. hænge en hylde op, er det vigtigt at bruge et vaterpas til at se, om hylden hænger lige.

Inden du går i gang med et projekt, er det vigtigt at være godt forberedt og have målt alt op. Til det findes forskellige værktøjer, som er gode at have i værktøjskassen. Først og fremmest bør du have et vaterpas, som fortæller dig, om det, du hænger op, er vandret og lige.

For at kunne måle korrekt op er det vigtigt med nogle gode måleredskaber. Du vil højst sandsynligt ikke kunne klare dig uden en tommestok, som er en sammenfoldelig målestok, der giver dig mulighed for at måle store afstande. Skal du tjekke, om vinklerne i f.eks. fuger eller udskæringer af træ er vinkelrette, er en vinkelmåler (også kaldet en retvinkel) god.

 
 

TOPNØGLESÆT ELLER UNBRAKONØGLE

 

Med en unbrakonøgle kan du løsne og skrue indvendige sekskantsskruer ordentlig i.

Det kan nogle gange være en kamp, når en skrue eller en møtrik skal skrues ordentligt fast. Derfor er et topnøglesæt en god ting at investere i. Her får du forskellige størrelser nøgler, der passer til de fleste skruer og møtrikker.

De fleste af os har nok fået en unbrakonøgle (også kaldet umbraconøgle) med til et saml selv-møbel engang, men det er faktisk altid godt at have unbrakonøgler i forskellige størrelser lige ved hånden. Med en unbrakonøgle kan du skrue skruer, som har en indvendig sekskantsskrue, ordentligt i og løsne dem.

Skruetrækker

 

En skruetrækker fås både med et fladt og et stjerneformet hoved. Begge er gode at have i værktøjskassen.

De fleste gør det selv-projekter kræver, at du har en god skruetrækker. En skruetrækker kan både bruges til at skrue en skrue fast eller løsne den. De fås i mange forskellige størrelser og udformninger. Du kan enten købe en med udskiftelige bits eller købe flere forskellige. Skruetrækkere fås både med et stjerneformet og et fladt hoved, og det er en god idé at eje begge dele.

Tænger: Knibtang, papegøjetang eller bidetang

 

Skal du montere en lampe i loftet eller skifte en ledning, kan du bruge en bidetang til at skære yder- og kobberisoleringen på ledningen af.

Tænger er uundværlige i en værktøjskasse, fordi de f.eks. kan redde dig fra selv det mest genstridige søm. En knibtang kan du bruge til at klemme eller trække et søm ud af væggen eller en anden overflade. En papegøjetang, som har fået sit navn på grund af det papegøjenæblignende hoved, kan bruges til at løsne og stramme bolte og møtrikker.

Skal du montere en tænd- og slukkontakt på en lampe eller hænge en lampe op i loftudtaget er en bidetang eller en kabelsaks et nødvendigt værktøj. Brug den til at skære yder- og kobberisoleringen på ledningen af, så du kan montere den korrekt i strømforsyningen.

 

Svensknøgle

 

En svensknøgle har to kæber, som kan justeres, så den passer i størrelsen på den bolt, du ønsker at skrue på eller af.

Har du ofte svært ved at skrue bolte og møtrikker ordentligt fast eller løsne dem, kan det være en god idé at investere i en svensknøgle, som er et smart spændeværktøj. Det smarte ved en svensknøgle er, at den har to kæber, som kan indstilles, alt efter hvor stort det, der skal skrues af eller på, er. Den er god til møtrikker og bolte, der har et firkantet eller sekskantet hoved.

 

HAMMER

 

Du kan finde mange forskellige varianter af en hammer, f.eks. en gummihammer, en kløftehammer eller en mukkert.

Hvis du skal hænge et mindre billede el.lign. op med et søm, har du brug for en hammer. En traditionel hammer består normalt af et træskaft med et metalhoved på og bruges til at slå søm i eller smadre materialer ved f.eks. renovering. Men der findes et hav af forskellige hammertyper, f.eks. gummihammer, kløftehammer og mukkert.

Fukssvans og nedstryger

 

En fukssvans er en håndsav, du kan bruge til at save f.eks. paneler og trælister til. 

Ofte når du køber paneler, lister eller andet træ til projekter i hjemmet, er de ikke skåret til. Til det skal du bruge en sav. Der findes forskellige slags save til forskellige formål og materialer, men en helt almindelig fukssvans til træ er nok den mest anvendte. Det er en håndsav med et eller flere håndtag.

Skal du save metal over som f.eks. rionet, skal du bruge en nedstryger. Den har en smallere klinge end en fukssvans og kan skære ret præcist, hvis klingen er strammet op.

MALERGREJ

 

Gode pensler og godt malergrej er essentielt for at få et godt resultat.

En værktøjskasse uden malergrej er ikke komplet. Pensler i forskellige størrelser og former, malertape og polyfilla eller spartelmasse er et must have, hvis et hul fra et søm hurtigt skal dækkes, eller du skal i gang med de større penselstrøg.

 

VÆRKTØJER, DU MÅSKE IKKE VIDSTE, ER GODE AT HAVE

Har du allerede det standardværktøj, som enhver værktøjskasse bør indeholde, er her noget værktøj, som du måske ikke vidste er gode at have til mindre og større gør det selv-projekter.

POLSØGER

Det er ikke altid til at gennemskue, om strømmen er tilsluttet, og hvilken udgang den løber igennem. Med en polsøger kan du fastslå, om der er vekselspændinger i den stikkontakt eller det loftudtag, du f.eks. vil tilslutte en lampe til. Polsøgeren ligner en traditionel skruetrækker, men den er gennemsigtig, og der er en lampe, som lyser, hvis der er spænding i kontakten. Mere avancerede spændingstestere findes også.

STIKSAV

Skal du skære ting ud af træ i buede former, er en elektrisk stiksav god. Med den kan du lave sirligt afrundede hjørner på hylder, bordplader og lign. Du får et meget finere resultat med en stiksav end med en traditionel fukssvans.

SØMPISTOL

Skal du i gang med den helt store renovering, hvor der f.eks. skal sættes ny forskalling eller trælofter op, er en sømpistol et godt værktøj at eje. Det gør arbejdet meget nemmere og hurtigere, men kan også være farligt, hvis ikke man håndterer sømpistolen korrekt.