ekstra opbevaring bag skillevæg
DIY-projekter

Sådan får du ekstra opbevaringsplads

Tekst og 27.01.2020
foto: Kenn Römer-Bruhn.
Idé: En måde at få mere opbevaringsplads på, kan være at flytte en væg ud, og så lave skabe bag ved.

Har du brug for mere plads – og hvem har ikke det – kan du naturligvis sætte et skab eller nogle hylder op forskellige steder. Det kan være, at der er kommet flere personer i husstanden, eller ens behov bare er ændret, og du pludselig har brug for mere plads til f.eks. tøj og lidt opbevaring.

God idé til ekstra opbevaringsplads

Sådan får du ekstra opbevaring bag en væg

Løsningen kan meget vel være denne væg, der er kreativt og smart udført. For her blev en fritstående væg monteret ud i stuen. Den blev bygget op af stålprofiler på samme måde som en skillevæg mellem to værelser.

På den side, der vender ud mod stuen, blev en plade af krydsfiner monteret som inderste lag, og så er der monteret alm. gipsplader uden på. Nu var det nemt at montere et tungt tv hvor som helst på væggen, så stuen fortsat havde sit tv-alter.

Afstanden til den oprindelige væg, passer på bredden på et standard Ikea skabselement. På den måde blev der plads til et højskab på hver side. Skabene har fået et par skruer, så de ikke kan vælte ud i rummet.

Hulrummet mellem skabene er udnyttet, så der er plads til lidt teknik og lydsystem. En hjemmebygget reol er sat fast, og har bl.a. plads til en spilkonsol og spil. Bagpladen i reolen er løs, og på den måde kan teknikken tilgås.

Hvis du har mod på projektet, finder du vores guide til at lave skillevæggen her.

Her får du flere gode idéer:

Sådan får du mere plads

  • Udnyt pladsen under en trappe, ved at bygge hylder eller skabe.
  • Udnyt skråvægge og lav hylder og skabe i skunken.
  • Udnyt sofaens hulrum og brug det til opbevaring.
  • Udnyt reposen til en ekstra garderobe.
  • Udnyt loftshøjden og montér hylder helt oppe under loftet.
  • Udnyt pladsen over en dør, og montér en dyb hylde.
  • Udnyt pladsen under sengen, ved evt. at forhøje den.
  • Udnyt et multifunktionelt sofabord som gemmer på flere rum.
  • Udnyt pladsen med et spisebord med indbyggede skuffer.

Hvis det er helt umuligt at finde ekstra plads til opbevaring, kan du måske bruge et ældgammelt godt råd: Smid noget af det gamle ud …