Vi guider dig her til, hvilke tomatplanter du skal vælge til dit drivhus eller din have.
Køkkenhave

Vælg de bedste tomatplanter

Tekst og 13.08.2014
foto: Kenn Römer-Bruhn
Tomatplanter er en taknemmelig afgrøde, som er nem at dyrke. Og så leverer den massevis af lækre, saftige tomater gennem hele sommeren. Find inspiration til, hvilke tomatplanter du skal vælge.
Har du ikke allerede tomatplanter i dit drivhus eller din have, bør du overveje det, for hjemmeavlede, økologiske tomater smager bare bedre. De har en mere intens og mindre vandet smag, og så dufter de helt specielt af sødme og sommer. Læs også: Sådan undgår du syge tomatplanter Du kan både dyrke tomater i drivhuset, indendørs og udenfor i haven, men du skal være opmærksom på, hvilke vækstbetingelser de forskellige sorter har. Nogle tåler ikke al for megen vind og skygge, så de skal placeres på en solrig plads i læ, fx op ad en husmur eller på terrassen. Det er blevet tid til at høste mine tomater, og det ser ud til, at alle tomatplanter kommer til at levere tomater i massevis igennem hele sommeren. Jeg har sat alle mine tomatplanter i drivhuset, da jeg har erfaring med, at de vokser bedst her.

Tomatplanter

Du kan her finde inspiration til, hvilke tomatplanter du skal vælge til dit drivhus eller din have. Nederst i artiklen finder du et galleri med billeder af nogle af de forskellige sorter, jeg har i mit drivhus, så du kan se, hvilken form og farve tomaterne har. De fleste af mine tomatplanter har jeg købt hos Toftegård, men min Sungold er selvsået fra sidste år. Til næste år vil jeg for første gang selv forsøge mig med egne planter. Derfor skal jeg i gang med at nappe frø fra tomaterne senere på sæsonen. Disse seks sorter finder man i mit drivhus i år:
  • Black Cherry
  • Miniblomme
  • Gourmet
  • Carprese
  • Santonio
  • Sungold

Black Cherry

Black Cherry er en cherrytomat, der modner tidligt på sæsonen, så du vil tidligt kunne høste de smagsfulde tomater. Tomaten har en meget sødmefyldt og saftig smag. Og så pynter den både på voksestedet og i salater og andre lækre retter, da tomaten er dybrød med mørkere nuancer op mod toppen.

Du kan forspire tomatplanten i marts eller april og herefter plante den på voksestedet, når den har fået ordentlig fat. Du kan både plante Black Cherry i drivhuset, på terrassen eller i haven. Hvis du planter den ud i haven, skal du huske at placere den et sted, hvor den det meste af tiden står i fuld sol og læ. Køb Black Cherry her.

Miniblomme

Miniblomme er en meget smagsfuld tomat, som har vundet flere priser for at være den tomat, der smager bedst. Det er en lille blommetomat, som kun bliver op til 3 cm lang. Den har en mere syrlig smag end cherrytomater, og den har det knasende, sprøde skind, som de fleste blommetomater har. Køb Miniblomme her.

Gourmet

Gourmet er en meget almindelig anvendt tomatsort, som sætter meget smagsfulde tomater. De har en krydret smag, som både indeholde sødme og syre, og derfor går den godt til de fleste retter. Du kan høste de skønne tomater fra juli måned. Du kan både plante Gourmet i drivhuset og udendørs, men du skal være opmærksom på, at tomatplanten kræver meget sol, så den skal helst placeres på en sydvendt terrasse. Køb Gourmet her.

Caprese

Caprese er en meget taknemmelig tomatplante, som giver mange tomater i løbet af sæsonen. Den sætter mange grenede stilke, hvorpå der blomstrer et væld af tomater ud fra. Det er en miniblomme, som har en meget sød og saftig smag og sprødt skind.

Santonio

Santonio sætter små fine tomater, som er på størrelse med kirsebær, der dog får form som blommetomater. Smagen er en harmonisk blanding af sødme og syre, som de fleste tomatelskere vil kunne lide. Tomatplanten vokser bedst i drivhuset eller udendørs et sted, hvor den står beskyttet og i fuld sol. Du vil kunne høste de lækre tomater fra juli til oktober, så du kan bruge dem i salater, til syltning og andre hyggelige sensommeraktiviteter. Køb Santonio her.

Sungold

I min have er Sungold som sagt selvsået, men du kan også sagtens købe den i foråret og plante den ud i drivhuset. Sungold er en meget sødmefyldt tomat, som er saftig og har tyndt skind. Derudover har den en intens gulorange farve, hvilket gør den velegnet til salater, der mangler farve og sødme. Og så pynter de smukke tomater selvfølgelig også på voksestedet. Sungold kan både dyrkes i drivhuset og udendørs i læ, men du skal huske at vande tomatplanten jævnligt. Det er også en rigtig god idé at binde planten op, når den har vokset sig stor, da den ellers nemt vælter. Køb Sungold her.

I galleriet nedenfor kan du se billeder fra drivhuset i august 2010.