Mad over bål
Haveindretning

Byd gæsterne velkommen med bålhygge

Tekst og 23.02.2020
Foto: Kenn Römer-Bruhn.
Selvom det er bidende koldt udenfor, kan du sagtens gøre uderummet til et rart sted at være i vintermånederne. Fx ved at lave et hyggeligt bål, som dine gæster kan samles omkring.

Giv dine gæster en varm velkomst i mere end én forstand. Bålstedet kan være en fast anlagt fordybning i underlaget, der måske er omkranset af mindre kampesten, men det kan også bestå af flytbare bålfade eller åbne ovne af stål eller brændt ler. Endeligt kan en buet form af stål på et lavt stativ være en glimrende løsning til et mindre bål.

Læs også: 5 tips til vinteroprydning i haven

Sådan laver du et bålsted:

Bålstedet kan være så simpelt eller stilet, som du har lyst til, når bare du husker på at anvende materialer, der kan tåle varmen, og at bålstedet er anlagt i passende afstand til omkringliggende huse og beplantning. Sidstnævnte kan du læse mere om nederst i artiklen.

Det simple bålsted består af en ring af nedgravede kampesten, der skærmer, når bålet skyder – stenene sørger for at holde ilden ude af græsset og samtidigt give børn og andre snobrødselskere et sted at hvile snobrødspinden.

  • Markér en passende cirkel på græsset.

  • Grav græstørv og jord af i et spadestiks dybde.

  • Fyld og stamp et lag grus i hullet.

  • Omkrans nu kanten med kampesten.

Størrelsen afhænger lidt af temperament. Pas på, at bål¬stedet ikke bliver for småt. Sæt en markeringspind i jorden, og brug så en snor og et målebånd til at lave en cirkel med en diameter på 100-150 cm.

Gruset, du lægger, gør det nemt at placere og sikre kampestenene, og så sørger det for, at bålstedet ikke så let gror til i perioder, hvor det ikke bliver brugt.

Sørg for at bruge sten som er varmesikre. Porøse stenarter er farlige og kan eksplodere, når de bliver varme – det gælder f.eks flint eller granit.

I stedet for at grave kan du også lave en bålplads, som består af et metalfad eller -trug. Det kan du placere, hvor du ønsker, og det kan nemt flyttes igen, når du skal bruge pladsen til andre formål. Underlaget skal kunne tåle varmen fra bålet, så en træterrasse er ikke et oplagt sted, medmindre du lægger en stor flise eller lignende mellem brædderne og bålfadet.

Læs: Anlæg en bålplads.

De bedste tips til at tænde bål:

  • Brug forskellige størrelser brænde, når du skal tænde et bål. Læg først tykke brænde­knuder på. Herefter lægges mindre stykker på tværs, efterfulgt af kvas og pinde.

  • Tag en optændingsbriket el.lign. til hjælp, den vil hurtigt sætte fut i bålets tørre kvas og småpinde.

  • Når der er ild i de første stykker kvas og pinde, kan du lægge lidt flere pinde på. Herefter holder bålet sig selv i gang.

  • Husk, at dit brænde skal være knastørt. Tænd altid bålet i toppen, så vil forbrændingen foregå bedre, og der vil være mindre røg.

Se også: Lav en halvmur af brænde

Hvad er reglerne for afbrænding og bål i haven?

Som udgangspunkt må du godt have et hygge­- eller lejrbål, så længe du bruger rent, tørt træ, træbriketter el.lign. Haveaffald må du til gengæld ikke brænde af i haven – hverken til hygge- eller lejrbål. Reglerne bøjes, når der er tale om afbrænding sankthansaften, for der må du som regel gerne brænde haveaffald af.

Reglerne for afbrænding kan dog variere fra kommune til kommune, idet kommunalbestyrelsen kan tage individuelle beslutninger om afbrænding. Derfor bør du som udgangspunkt altid tjekke din kommunes hjemmeside, inden du tænder bål. Når du har sikret dig, at du har lov til at lave et hyggebål, er der nogle helt generelle regler, der skal overholdes:

  • Udvis forsigtighed ved enhver form for afbrænding, og sørg for, at brandfare forebygges eller begrænses.

  • Sørg for forsvarlige rednings- og slukningsmuligheder i tilfælde af brand.

  • Hold sikker afstand til letantændelige overflader, letantændelig vegetation eller øvrige letantændelige emner. Afbrænding i hård vind må ikke finde sted.

  • Bålet skal være under passende opsyn, indtil ild og gløder er helt slukket, og der ikke er fare for, at der efterfølgende opstår en brand. Dvs. at der skal være mindst én person til stede, der i givet fald kan slukke en brand eller tilkalde brandvæsenet.

Inspiration til vinterhaven: Sådan lyser du haven op i mørket

Hold korrekt afstand

Laver du et bål med en diameter på mindre end 80 cm, skal du holde en forsvarlig afstand til bygninger med hårdt tag. Med et bålfad med en diameter mellem 80 og 120 cm skal du holde en afstand på 10 m til bygninger med hårdt tag (15 m til bygninger med letantændeligt tag). Afstanden skal være dobbelt så stor i jævn og frisk vind i vindens retning.

Har bålet eller bålfadet en diameter over 120 cm, skal du holde en afstand på 30 m til bygninger med hårdt tag. Afstanden skal være dobbelt så stor i jævn og frisk vind i vindens retning. Afstanden til bygninger med letantændeligt tag skal være 200 m uanset vindforhold.